Arbejde, der giver spark til eget ego

»Når man bliver alene, som jeg blev det for snart seks år siden, får man en masse tid og overskud. Den omsorg, man har haft for en anden igennem mange år, har man brug for at kanalisere ud til nogle andre mennesker. Og selv om man har børn og børnebørn, så er det noget andet. Du skal ud af dit hus for at komme videre. Ens liv skal lægges totalt om, og det er kun dig selv, der kan gøre det.«

Ordene kommer lige fra hjertet, båret af en stærk vilje. Og stemmen vidner om, at det har krævet sin kvinde at komme gennem sorgen og nå dertil, hvor Lise Hemmel er i dag.

Hun blev alene efter sin mands død i 1993. Men takket være familie og gode venner, blev hun opmuntret til at komme ud og møde nye mennesker.

En veninde, som også dengang var med i bestyrelsen for en husmoderforening, opfordrede Lise til at være med her.

Med i husmoderforening

»Men jeg sagde: "Du kan tro nej! Jeg gider ikke sylte bær og strikke strømper. Sådan er det jo ikke!"« fortæller Lise Hemmel.

Veninden fik dog overtalt Lise Hemmel til at gå med bare én aften. Og hun måtte derefter indrømme, at der ikke var meget "kaffeslabberads" over stedet. Tværtimod blev der arrangeret en masse spændende ting, så hun har hængt ved lige siden.

»I foreningen mødes vi til spændende foredrag, ser videofilm, som vi diskuterer og holder middage. Det er altsammen vældig hyggeligt og meget lærerigt - og så har jeg mødt en masse søde piger, som jeg snakker godt med. Det er rart.«

For snart to et halvt år siden begyndte Lise Hemmel at arbejde frivilligt i kvindekrisecentret Dannerhuset i København.

»En aften havde der været foredrag i vores husmoderforening om Dannerhuset. Jeg var desværre forhindret, men hørte om det gennem de andre piger og syntes, at det lød som et meget spændende sted at arbejde frivilligt. Kort tid efter så jeg en annonce i avisen og besluttede mig for at troppe op til deres informationsmøde.«

Hun blev straks overbevist om, at hun ville melde sig som frivillig. Hun blev godtaget og har siden arbejdet i Dannerhuset 1-2 gange om ugen.

Personligt udbytte

»Jeg er meget glad for at være der,« siger Lise Hemmel eftertrykkeligt og fortæller, at hun også personligt får noget ud af at arbejde der.

»Men det lyder ikke logisk, vel? At man får noget ud af at være sammen med voldsramte kvinder. Men det gør man altså. Jeg får brudt nogle af mine egne grænser,« fortæller Lise Hemmel.

»Før jeg gik ind i arbejdet stillede jeg tre ting op for mig selv og besluttede, at jeg ville jeg holde op, hvis de ting dukkede op: For eksempel hvis der var nogle fordomme, som kom op i mig, eller hvis det gik mig for meget på, sådan at jeg slet ikke kunne sove om natten. Og det tredje var, at hvis jeg blev for kynisk over for arbejdet - så ville jeg også stoppe. Men ingen af de tre ting er sket for mig.«

»Man kan selvfølgelig blive ked af at se og høre om, hvor skidt de voldsramte kvinder har det, men vi er gode til at snakke tingene igennem med hinanden i personalegruppen, så vi undgår at tage alt for meget af det med hjem,« siger Lise Hemmel.

»Ofte tager vi imod kvinder, der er gennembankede og har det meget dårligt. Indeni tænker man: "Åh nej - ikke det", men i den situation er det dig, der skal være den stærke og have overskud til at hjælpe hende. Det, at en kvinde ringer på døren til krisecentret og går over dørtærsklen, er en meget stor beslutning for den kvinde. Hun har pludselig sagt: "Nu er det nok", og derefter er det så op til os at føre hende igennem. Og det kan til tider været hårdt at se og lægge øren til så mange forfærdelige ting, men samtidig giver det et spark til ens eget ego, fordi du er nødt til at sætte dit eget liv til side, mens du tager hånd om andre,« fortæller Lise Hemmel.

Eget liv i perspektiv

Arbejdet i Dannerhuset sætter ens eget liv i perspektiv, mener Lise Hemmel.

»Jeg har haft mange gode år i et parforhold, mens andre har det så utrolig dårligt. Og i dag sidder jeg i en god bolig, har en masse gode venner og en dejlig familie med børn og børnebørn og en masse ting, jeg går op i, så det hele flasker sig egentlig for mig. Det er noget, jeg påskønner meget,« siger Lise eftertænksomt.

»Måske netop fordi jeg ved, at andre lever en langt mere usikker tilværelse.«

Andre læser

Mest læste

Del artiklen