Politiet har afvist sager fra Dragør

Konservativ politiker klager til Statsadvokaten over Tårnby Politis beslutning om at indstille efterforskningen i sag om fortrolige oplysninger.

Tårnby Politi har besluttet at indstille efterforskningen i to sager fra Dragør, der kom i kølvandet på den omdiskuterede lukning af færgeruten til Limhamn.

Først anmeldte borgmester Birgitte Rinhart fra Liste T oppositionen til politiet for at bryde tavshedspligten. Og siden meldte Helge Bromer (K) fra oppositionen borgmesteren for samme forseelse. Men nu er begge sager droppet af politiet.

»Vi har erkendt, at vi ikke har skyggen af chance for at bevise, hvem der har lækket oplysningerne til AmagerBladet,« siger kriminalinspektør Knud Ole Bennekou, Tårnby Politi.

Sagen udsprang af, at oppositionen beskyldte borgmesteren for ikke at kæmpe nok for en ny færge, efter at Scandlines lukkede ruten Dragør-Limhamn. Birgitte Rinhart (Liste T) meldte derefter oppositionspolitikere til politiet for at lække oplysninger fra en fortrolig kontrakt mellem Dragør Kommune og rederiet Tomas Nilsson Marin. Men siden kom det frem, at Birgitte Rinhart selv var kommet med de samme oplysninger til en journalist fra AmagerBladet.

Tillæg til kontrakten

I en artikel den 30. november 1999 afslører journalisten, at det i første omgang var Birgitte Rinhart, der gjorde journalisten opmærksom på, at der fandtes et tillæg til kontrakten, hvornår det var underskrevet og de første oplysninger om indholdet.

Helge Bromer er dybt utilfreds med politiets beslutning.

»Politiet har ikke afhørt sagens hovedvidne, journalisten fra AmagerBladet, og derfor er efterforskningen ikke god nok,« siger han.

Helge Bromer reagerede derfor prompte med at påklage politiets afgørelse til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby.

Hos Tårnby Politi undrer kriminalinspektør Knud Ole Bennekou sig over Helge Bromers påståede kendskab til efterforskningen:

»Vi afhørte journalisten som den første, og han er blevet afhørt i alt tre gange. Men journalister bestemmer jo selv, hvad de vil sige med henvisning til kildebeskyttelse,« siger han.

Mulig inhabilitet

Helge Bromer stiller også spørgsmålstegn ved politimesterens habilitet i sagen.

»Politimesteren sidder i flere kommissioner og nævn sammen med Dragørs borgmester. Derfor burde sagen være behandlet i en anden politikreds,« siger Helge Bromer.

De beskyldninger afviser kriminalinspektør Knud Ole Bennekou:

»Det var dog utroligt, han overhovedet kan mene det. Sagen har været efterforsket af en vicekriminalinspektør, og beslutningen om at stoppe efterforskningen er truffet af mig, og den har jeg så indstillet til politimesteren. Og selv om politimesteren sidder i nogle nævn med Dragørs borgmester, kan han godt træffe en beslutning i sagen her,« siger Knud Ole Bennekou.

linda.bang@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen