Lår i al offentlighed

Smalle sild i trikot - det lyder da meget godt. Men sådan er virkeligheden altså ikke her få dage efter jul. Og så er det, jeg gerne vil vide, hvor længe man skal træne, før man kan passe træningstøjet i butikkerne?

Forudseenhed kan man vel godt kalde det.

Eller erfaring...

Og det er jo ikke fordi, der er tale om overvægt i medicinsk forstand, men enkelte kunne måske finde på at mumle noget om motion og træningscenter.

Især her efter jul er det måske optimistisk at tale om de magiske tre kilo. Prøv med de magiske seks...

Som nu min familie, der i al velmenenhed har gjort sit til at motivere mig til en tur i et træningscenter.

Hvert år lover jeg ganske vist mig selv at være selektiv, når jeg rammes af juleopdækninger, der er Det Store Ædegilde værdige, og hvert år går det galt.

Nu er der ingen grund til ligefrem at opsøge nederlagene, så jeg er begyndt bare at smile fjoget igennem december og sige, at det jo ikke er rigtig jul, hvis ikke man har det lidt dårligt af for meget mad.

Men her bagefter er der faktisk ikke noget at smile af.

Det er overhovedet ikke sjovt.

For når man forsøger at grine, får man kinderne ind i øjnene, og man kan snildt holde et helt mikado-spil fast mellem hagen og det, der skulle være hals.

Så i år havde jeg truffet mine forholdsregler.

Mellem drømme om litteratur, skiudstyr og ansigtscremer havde jeg anført et ønske om passende tøj til længere tids ophold i et træningscenter, og juleaften kunne jeg konstatere, at min familie syntes, det var en god idé !

Men træningstøj er jo ikke bare træningstøj, så mit ønske var såmænd klart defineret som noget i retning af en heldragt, men med stof nok til at kunne camouflere i hvert fald et stykke ned ad lårene.

MEN DET FINDES IKKE!

Så jeg går den tunge byttevej, og i butikkerne forsøger jeg mig med afledningsmanøvrer og kække bemærkninger om, at det vel nok må være et dyrt materiale det der tøj er lavet af, for der er ikke meget af det.

Det falder helt til jorden i sportsafdelingen, hvor jeg gerne vil have byttet model alt-for-kort-i-benene til model lidt-længere.

Men jeg kan enten vælge en dragt med bukseben, der er så korte, at alt stoffet sidder fast mellem ballerne ved første skridt, og så meget af mine lår skal ganske enkelt ikke ud i det offentlige rum. Eller også kan jeg vælge sådan en lækker model med et stykke bart mellem top og bund - et stykke bart, der ser ud, som om det er kommet gevaldigt i klemme...

Og det er bare overhovedet slet ikke det, man har brug for at se i det blege prøverumslys i begyndelsen af januar.

Servicemindede - som de jo er i stormagasiner - sender den unge mand mig så ind med det, der kaldes svedbukser, og det giver mening med det samme, for på indersiden af bukserne samles ret hurtigt temmelig meget sved allerede i prøverummet.

Rigtig mange butikker og rigtig megen motion - tag alt tøjet af, tag noget meget stramt sportstøj på, og gør det så hurtigt, at ekspedienten ikke når at flå forhænget til side og spørge »hvordan går det så her?« - senere, er jeg klar til at ringe til den første plastikkirurgiske klinik i telefonbogen.

Med mig hjem har jeg et par store, lange bukser i et kraftigt materiale og en sweatshirt - alt sammen frygtelig uegnet til træning, men ganske klædeligt.

Og efter halvanden uges pinlige oplevelser i byttehelvedet er det så, jeg bare gerne vil vide, hvordan det kan være, at træningstøj kun laves til dem, der allerede ser rasende godt ud i noget, der er rasende stramt og rasende kort, og som derfor overhovedet ikke behøver på provokerende vis at belemre os andre med deres tilstedeværelse på motionsstederne?

Hvor lang tid er det meningen, man skal dyrke motion, før man kan passe motionstøjet?

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.