Oprør i Børnehuset

Fangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn levede under umenneskelige forhold. Det resulterede i et blodigt fangeoprør i 1817, og 14 af oprørslederne blev senere henrettet.

Onsdag den 25. juni 1817 var en lidt kedelig grå dansk sommerdag med støvregn. På Christianshavns Torv lå det berygtede Tugt-, Rasp- og Forbedringshus.

Det var et imponerende bygningsværk, hvis hovedbygning, fuldført af Philip de Lange i 1741, havde optaget næsten halvdelen af det gamle christianhavnske markedstorv.

Fængselskomplekset fyldte grunden mellem torvet, Dronningensgade, Sankt Annæ Gade og Ovengaden Oven Vande ud til Christianshavns Kanal. Selve torvet var helt domineret af fængslets imponerende hovedbygning med sit løgkuplede spir. Resten af husene på det brolagte torv var lave, toetages huse med de karakteristiske spidsgavle.

Statslig fabrik

I folkemunde blev fængslet kaldt for ÒBørnehusetÓ. Det hentydede til institutionens oprindelige funktion. I 1662 havde Frederik d. 3. overtaget Falk Lykkes tre storgrunde ved torvet for at indrette et børnehus i bygningerne. Det var en blanding af et opfostringshus og en arbejdsanstalt, hvor uregerlige børn gennem hårdt arbejde skulle opdrages til lovlydige borgere - hvad dog sjældent lykkedes.

Børnehuset var efterhånden vokset til et stort og skummelt fængsel med Tugthusbygningen fra 1750Õerne i midten af anlægget.

Børnene blev gradvist afløst af regulære kriminelle, men fængslet var fortsat en statslig fabrik, hvor fangerne udførte en lang række arbejdsopgaver. Dette arbejde foregik i det særlige kvindefængsel og i Tugt-, Rasp- og Forbedringshusene. De kvindelige fanger sad naturligvis adskilt fra mændene.

De værste mandlige forbrydere - mordere og voldsmænd - blev sat i Rasphuset til det hårde og yderst sundhedsfarlige arbejde med at raspe farve - særligt rød - til militærets uniformer. Det røde støv satte sig overalt og farvede efterhånden fangernes hud, hår og fangedragter rødbrune, så de var genkendelige overalt.

I Forbedringshuset sad almindelige tyveknægte og andre skarnsfolk. Om dagen arbejdede de i beskidte og mørke værksteder, og om natten sov de i stinkende sovesale, hvor en stor ildelugtende balje på gulvet udgjorde det for toilet.

Oprøret ulmede

Den uhumske mad var næsten en tillægsstraf, og der havde flere gange været mindre opstande i protest mod de umenneskelige forhold. I 1817 var der i alt 495 indsatte, hvoraf de 143 var kvinder.

Gennem gement stikkeri havde myndighederne fået nys om, at et større oprør var under opsejling. På en proklamation fra fangerne i tugthuset til de indsatte i rasphuset stod der: ÒIfald Gud ikke vil hjælpe os, skal Fanden være vor medhjælperÓ. Men det fik ikke enevældens embedsmænd til at reagere specielt hurtigt.

Pludselig lød der larm og råben fra fængslets hovedbygning. Vinduer blev knust, og indbo blev kastet ned på gaden. Ud af porten kom en militær hest galoperende med en stor rødbrun mand i sadlen. Ekvipagen forsvandt i retning af Langebro.

Larmen fra fængselsbygningen tog til. Ud af porten kom en ny rødbrun mand med stort fuldskæg, ivrigt svingende med en vældig kølle. Han løb mod volden og Amagerport, skarpt forfulgt af to soldater med sænkede geværer.

Pludselig snublede den ene soldat over sine egne ben, og hans kollega fortsatte efter den flygtede. I et spring var han oppe på volden. Soldaten lagde an til skud, men i det samme var den rødbrune mand forsvundet på den anden side af volden.

Ovre fra fængslet steg larmen. Fangevogtere og soldater søgte fortvivlet ud på torvet. Fangerne havde overtaget magten i Tugthuset.

Nu kom der hjælp. I ilmarch ankom infanteriet henne fra Strandgades kasserne. De omringede straks bygningen og opstillede tre kanoner på torvet, der blev rettet mod fængslet. Soldaterne prøvede at trænge ind, men fangerne havde forskanset sig og satte ild på hovedbygningen.

Sodoma og Gomoa

Inde i det store kompleks brød et sandt Sodoma og Gomoa ud. Adskillelsen mellem mands- og kvindeafdelingen blev brudt ned, og de indsatte holdt et veritabelt orgie, hvor fængslets beholdning af øl og brændevin gjorde sit til at sætte stemningen i vejret.

Fanger som Slaglille-Fanden, Vildtyskeren og Vovehals horede og drak med Pjalte-Ane, Pompe-Juliane og de øvrige indsatte kvinder.

På torvet havde flammerne efterhånden omspændt hele hovedbygningen og forhindret militæret i at trænge ind. Københavns frivillige brandkorps forsøgte desperat at bekæmpe flammerne med deres primitive sprøjter. På tagene hele vejen uden om komplekset tog soldater og civile borgere opstilling med skarpladte geværer.

Ovre fra Christiansborg ankom Frederik d. 6. omgivet af sin adjudantstabs vejende fjerbuske. Højt til hest sad monarken midt på torvet, rasende og sammenbidt i den silende regn. Han gav ordre til angreb.

De tre kanoner åbnede ild mod den brændende bygning. Fra tagene lød riffelskud. En slagter stod på torvet med sit gevær og sigtede mod tagryggen. Pludselig stak en person hovedet frem oppe på taget. Slagteren skød resolut. Med et skrig rullede manden ud over kanten og styrtede død til jorden. Det var et medlem af Københavns frivillige brandkorps.

Fængslet blev stormet

Efterhånden sænkede mørket sig, og ilden i hovedbygningen kunne ikke længere beskytte de indsatte. Soldaterne begyndte at forcere fangernes barrikader. I et udbrændt rum fandt de et forkullet lig af en indsat.

En efter en blev fangerne drevet ud i fængselsgården. Deres hænder blev bundet på ryggen, og i lange rækker blev de lagt på maven. Af og til styrtede en etageadskillelse sammen i den brændende bygning, så flammerne slog i vejret og oplyste det makabre sceneri.

Hele vejen rundt langs gården stod soldater, eller de gik rundt mellem de bagbundne fangers rækker. Hvis en fange forsøgte at finde en mere behagelig stilling, fik han straks et slag med geværkolben. ÒLig ned der! Lig ned!Ó hvæsede soldaterne.

Uden for på torvet var der allerede nedsat en standret. Samme nat blev syv fanger dømt til døden med kongens godkendelse.

Yderligere syv dømtes senere til døden. De blev henrettet den efterfølgende lørdag i medfangernes påsyn.

Den sidste, der blev ført til skafottet, var Søren Hansen Gammelmand. Hans afskedsreplik lød: ÒJeg plejer den onde tordne mig ellers at være den første, og nu skal jeg være den sidste.Ó

Alle de undvegne fanger blev fundet og bragt tilbage til fængslet. Ingen tænkte på at forbedre fangernes usle kår, men straffen for mytteri blev skærpet.

Det skumle Børnehus på Christianshavn blev genopført og fungerede senere som rent kvindefængsel frem til 1928, hvor det blev revet ned og afløst af bl.a. ÒLagkagehusetÓ. Men broen, der fører Torvegade over Christianshavns Kanal, hedder den dag i dag Børnehusbroen.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.