Powell i Danmark: Magtens mænd på Frederiksberg

Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell svarede beredvilligt på spørgsmål fra 12 elever på Frederiksberg Gymnasium.

Hvad gør man, når man er 16 år, går på Frederiksberg Gymnasium, matematisk linje, og skal stille ét spørgsmål til en af verdens mægtigste mænd?

Mattia Guidarelli sidder oppe sammen med en ven til langt ud på natten for at formulere det. En chance for at møde diplomaten og soldaten Colin Powell. Ét spørgsmål til en af verdens mægtigste mænd.

Det skal sidde der.

Mattia er halvt italiensk, hans ven er libaneser, og sammen når de frem til ét spørgsmål. Et vigtigt ét, synes de, et af den slags, som ellers ikke bliver stillet. Mattia skriver det nøje ned, før han går til ro.

Vidnesbyrd om demokrati

Næste formiddag - klokken nærmer sig 11 - sidder Mattia i panelet med langt hår i Erik Mykland-stil og en mørkeblå hue med kvast. Sammen med 11 andre gymnasieelever er han udpeget til at stille et spørgsmål til USA's udenrigsminister.

I forening med de 300-400 andre elever i auditoriet er panelet i sig selv et vidnesbyrd om den forskellighed, som flere hundrede års demokrati har ført med sig.

Her er tørklæder, der dækker, og her er stykker med bart. Fyre, der dyrker det intellektuelle look og seje drenge med baseball-caps. Her er unge med palæstinensisk og hollandsk baggrund og med kinesisk og cantonesisk.

Rektor Jannik Johansen har mindet om, at gæster på hans gymnasium bliver mødt med respekt og værdighed, og han har opfordret til at hilse Colin Powell og Per Stig Møller velkommen med jubel. For at skabe en god stemning.

Sikkerhed og jubel

Klokken 11.06 begynder mennesker at indtage lokalet fra en dør i hjørnet. Den amerikanske presse finder pladserne, højt dekorerede officerer fra US Army og Navy sætter sig. Sikkerhedskloner i jakkesæt og slips og med ledninger, der smyger sig fra høresneglen i øret ned ad nakken, hvor de forsvinder under skjortekraven, placerer sig strategisk ved auditoriets vægge. Alle i lokalet er blevet kropsvisiteret.

Og så træder manden, der er dekoreret for tapperhed under Vietnamkrigen, som førte tropperne i den første krig mod Irak, og som argumenterede for den anden i FN's Sikkerhedsråd, ind i lokalet. En af USA's mest respekterede personer.

Jubel som aftalt.

Alle rejser sig og klapper. Colin Powell smiler, vinker og giver hånd til de nærmeste, før han sætter sig midt i lokalet ved siden af Per Stig Møller. Mattia har taget huen med kvasten af.

Per Stigs eget gymnasium

Forhistorien er kort. Per Stig Møller spurgte, hvorfor Colin Powell ikke besøgte København, når han hele tiden fløj hen over landet. Powell tog imod invitationen, ringede til den danske udenrigsminister og sagde, at han kunne komme torsdag. Colin Powell ville møde nogle unge danskere, og hvor bedre - tænkte Per Stig - end på Frederiksberg Gymnasium, hvor han selv blev nysproglig student i 1961.

Alle bliver opfordret til at spørge. Rene Shen fra panelet er den første og afslører, at tidens gymnasieelever kan gøre deres hjemmearbejde. Rene vil vide, om der har været større uenigheder om den amerikanske udenrigspolitik mellem Colin Powell og George Bush.

»Jeg har haft mange diskussioner med George Bush,« svarer Colin Powell.

»Vi er mange, der bidrager til debatten, men USA's præsident bestemmer udenrigspolitikken, og derfor skal vi være glade for, at vi har en præsident, der lytter til alle informationer, før han træffer sin afgørelse.«

Kritiske spørgsmål og diplomatiske svar.

Irak og Israel

Mattia tager seddelen med sit spørgsmål frem. Han får mikrofonen og fortæller, at han også spørger for sin ven, der ikke er her.

Mattia Guidarelli vil vide, hvad forskellen er på, at Irak overtræder FN-resolutioner, og at Israel gør det samme. Hvorfor, spørger Mattia, sætter man ikke ind med magt over for Israel? Salen klapper.

Colin Powell nævner nogle af de forskelle, han ser på Israel og Irak og understreger, at magt ikke skal bruges i alle situationer.

USA's udenrigsminister mener, at der med aftalen mellem George Bush og Ariel Sharon er opstået nye muligheder i fredsprocessen, selv om nogle er skuffede over den amerikanske præsidents støtte til Sharon.

42 års ægteskab

Én vil vide, hvad Colin Powell synes om værdien af efterretningerne op til Irak-krigen. Powell gentager, at man var sikker på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at det foreløbige fravær af rygende pistoler ikke gør beslutningen om at føre krigen forkert.

Der bliver spurgt til USA's miljøindsats, til krigen mod terror, om USA gjorde nok for at forhindre 11. september og om fangerne på Cuba.

Colin Powell svarer direkte og diplomatisk. Blandt andet siger han, at de franske fanger på Guantanamo muligvis snart bliver frigivet, mens andre er så farlige, at de skal forblive indespærret.

Emilie Andersen stiller det sidste spørgsmål. Hun vil vide, hvad Colin Powells karriere har betydet for familien.

»Jeg har været gift i 42 år, ja, mennesker bliver rent faktisk så gamle. Jeg mødte min kone i hæren, og hun har måttet bringe mange ofre. Jeg var i Vietnam, da min søn blev født, og så ham først, da han var otte måneder gammel. Da han fyldte tre år, var jeg i Korea. Jeg har truffet mine valg efter mine interesser, min baggrund og min lidenskab, men altid sammen med familien.«

Colin Powell fortsætter:

»Jeg har set på jeres cv'er, at I læser matematik, samfundsfag, biologi og meget andet. Alle sammen fag, jeg er dumpet i på et eller andet tidspunkt, i øvrigt. I bliver læger, lærere og måske kommer I til at lede jeres land som politikere. Men I skal huske på at give tilbage til det samfund, som har givet jer de muligheder. Her i tilværelsen er der nogle ting, der giver tilfredstillelse. Det kan være succes, det kan være at tjene mange penge, men intet giver større tilfredsstillelse end at give noget tilbage.«

Nede på jorden

Colin Powell rejser sig, og alle klapper. Soldaten og diplomaten skriver en enkelt autograf, giver hånd og vinker. Han ser næppe de to unge piger, der ruller bannere ud med påskriften »No blood for Oil« og »Powell has blood on his hands«.

Pigerne bliver stilfærdigt bedt om at pakke sagerne sammen.

»Det var rigtig, rigtig stort at møde ham,« siger Emilie Andresen.

»Han er meget dygtig, og det er fedt, at han vil høre på os unge. Jeg synes, at han var helt nede på jorden, selv om han måske talte lidt uden om på nogle af spørgsmålene.«

Og det er jo også en slags demokratisk tradition.

christian.thye@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen