Annonce
København

Københavns Kommune har indgået aftale om Amager Fælled

De forhandlende partier forventer, at der kan bygges 2000 boliger på den omdiskuterede grund på Amager Fælled.

Efter hårde forhandlinger er et flertal i Københavns Borgerrepræsentation natten til fredag nået frem til en løsning, der skal erstatte byggegrunden Ørestad Fælled Kvarter, også kaldet "Strandengen", på Amager Fælled.

Det oplyser Københavns Borgerrepræsentation i en pressemeddelelse.

De syv forhandlende partier - Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - er med aftalen blevet enige om at flytte byggeriet til et område, hvor der i dag ligger et vandrerhjem.

Derudover kommer byggeriet til at fylde 11,8 hektar i stedet for de planlagte 18 hektar.

Politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation Jonas Bjørn er godt tilfreds med aftalen.

- Jeg synes, vi er landet et rigtig godt sted og har fået en aftale med et solidt flertal, siger han.

Aftalen har været længe undervejs.

I 2016 lød de konkrete byggeplaner, at det nye kvarter på Amager Fælled skulle sikre 2400 nye boliger på 'Strandengen', der ligger ved Sundby Station.

Men byggeriet blev mødt af en storm af protester. De 18 hektar, som kvarteret skulle fylde, var nemlig helt uerstattelig natur, lød kritikken.

Der blev indsamlet tusindvis af underskrifter og afholdt flere demonstrationer. Protesterne fik flere partier til at gå imod byggeplanerne i tiden op mod kommunalvalget i november 2017.

Overblik: Forstå sagen om Amager Fælled

Den aftale, der natten til fredag er indgået, rejser de 1,9 milliarder kroner, som kommunen skylder for metrobyggeriet.

Derudover forventer partierne, at der kan bygges 2000 boliger på grunden. Heraf vil 500 være almene boliger med huslejer, der er til at betale for almindelige lønninger.

Desuden skal en grund ved Bådehavnsgade ud mod Fiskerihavnen udvikles til yderligere 550 boliger.

- Vi sikrer mere end 2500 boliger i København og får leveret på regningen til metroen, men vi gør det på en måde, hvor vi samtidig sikrer den unikke natur på "Strandengen", siger Jonas Bjørn.

Budgetordfører for De Radikale Tommy Petersen kalder aftalen "det bedste af to onder":

- Jeg havde jo helst set, at der slet ikke blev bygget på Fælleden, men der var et flertal uden for De Radikale, og derfor blev vi nødt til at sikre os, at der blev bygget mindst muligt.

Mandag aften forlod Alternativet og Enhedslisten budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus, da de ikke ville give tilsagn om at bygge på Amager Fælled.

- Jeg er glad for, at Radikale og SF bed fast i forhandlingsbordet, da det jo så viste sig, at vi godt kunne rykke flertallet i en grønnere retning, siger Tommy Petersen.

Aftalen forudsætter, at staten siger god for at af-frede grundene på Bådehavnsgade og Selinevej mod til gengæld at frede den såkaldte Strandeng på Amager Fælled, der trods oprindelig natur ikke er fredet.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her