Annonce
København

Hashhandlen på Christiania blomstrer trods aktioner

Ifølge politiet er der 40-45 boder på Christiania. I år har politiet beslaglagt mere end 207 kilo hash.

Næsten dagligt gennemfører politiet aktioner mod hashhandlen i Pusher Street på Christiania. Trods de mange aktioner fortsætter handlen dog.

Ifølge politiet er der i dag mellem 40 og 45 boder på Christiania, mens en redegørelse i 2014 viste, at der var 31 boder. Det skriver Berlingske.

Ved en rydning i slutningen af december sidste år fjernede politiet 40 boder, mens det ved rydninger i 2016 - inden christianitterne selv ryddede alle boderne - en dag fjernede 20 boder og en anden 37 boder.

I 2016 ryddede christianitterne selv boderne i Pusher Street, efter at en 25-årig mand skød to betjente og en tilfældig forbipasserende.

Den 25-årige blev morgenen efter selv skudt af PET's aktionsstyrke, da de forsøgte at anholde ham. Han døde af sine kvæstelser.

Ifølge Berlingske beslaglægger politiet i dag desuden større mængder hash end tidligere. Politiet har fra nytår til og med 8. maj beslaglagt 44.325 joints og 207 kilo hash.

Det er en væsentlig stigning i forhold til de fem første måneder af 2017, hvor politiet beslaglagde 9844 joints og 161 kilo hash.

Desuden har politiet i år konfiskeret 2,7 millioner kroner i kontanter.

Tallene vækker opsigt hos Kim Møller, der er lektor i kriminologi ved Institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet. Han har forsket i hashhandlen på Christiania.

- Antallet af boder viser klart, at det går godt med forretningen i Pusher Street. Det ville ikke kunne betale sig at åbne nye boder, hvis man ikke tjente mange penge, siger han til Berlingske.

Vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen fra Københavns Politi oplyste tidligere i maj, at politiet har foretaget 148 anholdelser siden årsskiftet. Af dem blev 58 personer varetægtsfængslet.

Politiet har ifølge Berlingske foretaget cirka 100 aktioner i år - altså næsten én per dag. Det tæller rydninger, razziaer og målrettede aktioner mod sælgere og købere.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
PET
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bilferien sydpå kan få en langsom start Forbered dig på 110 km vejarbejde inden Hamborg
Vejarbejde præger store dele af Autobahn A7 ned mod Hamborg her til sommer, og det kan give op til seks timer forlænget rejsetid. Tyske ADAC anbefaler i stedet A9, hvis man skal til Norditalien og kører på de mest belastede dage. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her