Indland

Provinsborgmestre kræver flere penge fra hovedstaden til velfærd

Aarhusborgmester Jacob Bundsgaard (S) fører an i et frontalangreb mod den såkaldte hovedstadsudligning.

Jacob Bundsgaard peger på, at hovedstadsudligningen stammer fra 1930’erne, da København var nødlidende og havde brug for et tilskud. I dag er kommunekassen bugnende, men København modtager alligevel 900 mio. kr. årligt fra hovedstadsudligningen (S). Foto: Ditte Lysgaard Holm

De rige hovedstadskommuner skal bidrage med endnu flere penge for at sikre et ordentligt serviceniveau for børnepasning, skoler og ældrepleje i resten af landet.

Det mener otte provinsborgmestre med Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen.

De er på vej med en henvendelse til regeringen med et krav om at fjerne den såkaldte hovedstadsudligning og i stedet øge udligningen på tværs af landet – landsudligningen – tilsvarende.

Gennemføres det, ville der blive taget 2,4 mia. kr. om året fra de 34 kommuner i hovedstadsområdet til fordeling i resten af landet. Alene for København ville regningen være på over 500 mio. kr.

Jacob Bundsgaard peger på, at hovedstadsudligningen stammer fra 1930’erne, da København var nødlidende og havde brug for et tilskud. I dag er kommunekassen bugnende, men København modtager alligevel 900 mio. kr. årligt fra hovedstadsudligningen.

»Det er en ordning, der har overlevet sig selv, og som i dag deler Danmark op i et A- og et B-hold, hvor det er o.k. at være en fattig kommune uden for hovedstaden, men hvor det ikke er o.k. at være en fattig kommune inden for hovedstaden,« siger Jacob Bundsgaard.

Henvendelsen kommer netop nu, fordi kommissoriet for et regeringsudvalg, der skal arbejde med en ændring af udligningssystemet fra 2018, er ved at blive fastlagt.

Esbjergborgmester Johnny Søtrup (V) skal over de næste fire år spare 600 mio. kr.

»Vi er den fattige fætter, mens københavnerne kører på første klasse,« siger han.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), afviser angrebet på hovedstadsudligningen:

»Ja, København vokser, og vi skaber job, men det er noget vrøvl, at København er en del af en rigmandsklub. Vi har mere end dobbelt så mange fattige per indbygger og næsten tre gange så mange hjemløse og narkomaner som resten af landet.«

Det kræver en lovændring at ændre udligningssystemet. Socialdemokraterne og Venstre er åbne over for at diskutere hovedstadsudligningens fremtid.

Følg
Jyllands-Posten
Kronik: Danmark skal i balance – provinsen kræver ligestilling

Johnny Søtrup, borgmester i Esbjerg (V) | Lars Krarup, borgmester i Herning (V) | Arne Boelt, borgmester i Hjørring (S) | H.C. Østerby, borgmester i Holstebro (S) | Thomas Adelskov, borgmester i Odsherred (S) | Claus Omann Jensen, borgmester i Randers (V) | Knud Larsen, borgmester i Vordingborg (V) | Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus (S)

Hovedstadsudligningen udfordrer den danske velfærdsmodel, skriver otte borgmestre i kronik.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Journalisterne bag serien: Hanne Fall Nielsen og Mads Bonde Broberg


Økonomien har det strålende i København, og der bruges penge på ting, som mange andre kommuner ikke har råd til. Jyllands-Posten har set nærmere på hovedstaden med den bugnende kasse.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her