Sohn fik smag for forretning

Hvis livet er en rejse, så må Ole Sohn i udpræget grad siges at have rejst i retning fra venstre mod højre.

Fra medlemskabet af Danmarks Kommunistiske Parti som 14-årig til i dag ikke bare socialdemokrat, men ligefrem tilhørende den mere højreorienterede del af partiet. Ole Sohn er dog også så meget mere end politik – og det er den Sohn, der ved det kommende valg siger farvel og tak for at få tid til mere af livet uden for Christiansborg.

Den politiske del af Ole Sohn vil dog for altid stå stærkt i historiebøgerne. Sådan vil det være, når skæbnen ville, og ideologien gjorde, at Sohn var DKP- formand i perioden 1987-91 hen over Murens fald, og når han blev foreviget, mens han gav DDR’s leder Erich Honecker et kys, mens det meste af den vestlige verden havde gennemskuet den side af Jerntæppet.

Sohn brød med kommunismen og meldte sig i 1992 ind hos SF. Siden har han skrevet bøger og holdt foredrag om også de menneskefjendske sider af regimet i Øst, men fortiden er blevet ved med at forfølge Sohn. Hans kritikere mener ikke, at han har taget det endelige opgør med sin fortid og lagt alle kort på bordet.

Et reelt politisk problem kom DKP-tiden til at udgøre, da Sohn i 2011 tiltrådte som erhvervs- og vækstminister.

Offentlige spørgsmålstegn ved pengestrømmene fra Moskva til DKP i hans formandstid gjorde det svært for Sohn at trænge igennem med den lange række af politiske initiativer, som Sohn så gerne ville tale om i stedet.

Minister blev han efter seks års tæt samarbejde med SF-formand Villy Søvndal. Deres mission var at flytte SF fra protestparti til indflydelsesparti, og med regeringsdannelsen i 2011 nåede de i mål. Men der var krigsomkostninger undervejs i form af en række kompromiser med Socialdemokraterne på politiske nøgleområder som integration, skat og økonomi.

Det udfordrede SF’s bagland og folketingsgruppe, hvor Ole Sohn som magtfuld og stærk gruppeformand havde til opgave at forhindre oprør og sikre fælles takt frem mod magten. Det gav Sohn en del fjender i partiet, men han holdt fast, og SF blev regeringsparti.

Søvndal stoppede som formand et år efter, og da den efterfølgende formandsvalgkamp lakkede mod enden, besluttede Ole Sohn også at sige stop som minister. Han ville ikke genopstille ved næste valg, og så ville han stille ministerposten til rådighed for den nye SF-formand.

Som folketingsmedlem kunne han koncentrere sig om sit bogforlag – der siden er solgt – men Sohn tænkte også politiske tanker hjemme i villaen i Rødovre. Dem indviede han eksempelvis Jyllands-Postens læsere i sidste år, hvor han roste Venstres økonomiske hovedtanke om at holde de offentlige udgifter i ro og bruge pengene på skattelettelser.

»Ole Sohns løsninger er ikke SF’s linje,« sagde SF’s ordfører, og det var Sohn vist også selv ret enig i.

Da SF tidligere i år forlod regeringen, gik der ikke mange dage, før Sohn forlod SF og meldte sig ind hos Socialdemokraterne. Han stopper som nævnt ved valget og vil herefter hellige sig barnebarn, konsulentopgaver og forfattervirksomhed.