Danske muslimer fordømmer Islamisk Stat
Politichefer glæder sig over udmeldingen fra Dansk Muslimsk Union.
Danske muslimer fra Dansk Muslimsk Union går nu klart ud og fordømmer Islamisk Stat (IS), der er under anklage for massedrab og etnisk udrensning i det nordlige Irak og senest har halshugget to amerikanske journalister.
Udmeldingen kommer efter, at tre politichefer i Jyllands-Posten søndag bad foreningerne tage bladet fra munden og klart tage afstand fra IS.
Det ville lette det kriminalpræventive arbejde med at begrænse antallet af unge danske muslimer, der drager i væbnet kamp i Syrien, lød det.
I en række tilfælde er de unge mænd endt som krigere hos IS.
”Dansk Muslimsk Union fordømmer organisationen IS, dens brutalitet, dens drab på uskyldige mennesker, dens gidseltagning af begrebet kalifat og dens misbrug af islam som religion til at retfærdiggøre grusomheder og forbrydelser mod menneskeheden,” skriver Dansk Muslimsk Union i en pressemeddelelse.
Unionen er en paraplyorganisation for flere muslimske foreninger, bl.a. Dansk Islamisk Råd og Minhaj ul-Quran.
”Muslimer i Danmark og verden over føler afsky over den vold og brutalitet som kendetegner IS ved dens drab på uskyldige, herunder journalister og civilbefolkning,” lyder det videre i meddelelsen.
Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, Østjyllands Politi, glæder sig over, at Dansk Muslimsk Union fordømmer IS.
”Det er da meget tilfredsstillende, at de gør det. Det var også meningen med opfordringen,” siger Bent Preben Nielsen:
”Vi har brug for nogen til at råbe højt og sige, lad nu være med at tage af sted. Det virker stærkere, hvis det er muslimernes egne organisationer, og folk, som de måske har større tillid til end politiet, der siger det.”
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen, Københavns Vestegns Politi, er enig.
”Det er meget glædeligt, at Dansk Muslimsk Union kommer med denne her besked. Det handler for mig at se ikke kun om, at de tager stilling i debatten, men at de melder det ud offentligt. På den måde er det muslimerne selv, der adresserer problemet over for muslimer, og jeg tror, at det har større effekt, end hvis det kun er politifolk, der melder det ud”.
Det er dog ikke alle steder, at opfordringen til at tage klar afstand fra IS er blevet lige vel modtaget.
”Vi stiller os uforstående overfor hele dette krævende og opslidende ”tag afstands”-mantra, som er i den grad indpakket i populisme og mistro, at vi som anstændige danske muslimske borgere forbeholder os retten til at stå af,” skriver Det Islamiske Trossamfund (DIT) i en udtalelse.
Her peger man også på, at DIT’s officielle udmelding om IS i flere dage har været at finde i et blogindlæg på trossamfundets hjemmeside. Som omtalt i Jyllands-Posten søndag kaldes IS’ ideologi i dette indlæg for ”kritisk misledt” og ”separeret fra islam”.