Fortsæt til indhold
Indland

Fødselsdagsportræt: Niels Hausgaard fylder 70 år

70 år: Niels Hausgaard kalder sig privilegeret, og så længe der er et publikum, fortsætter han med at optræde.

Peter Schollert

Niels Hausgaard holder ikke sin fødselsdag, heller ikke selv om den er rund.

Det siger ham ikke noget at lade sig fejre, og han har heller ikke tid, da den 40 år gamle Tønder Festival typisk foregår omkring samme tidspunkt – og han har været med, siden festivalen blev etableret.

Niels Hausgaard er uddannet smed, men fik sit gennembrud som musiker og komiker for godt 40 år siden.

I 1974 udkom albummet ”Et portræt” med bl.a. landeplagen ”Først en halv time på den ene side så en halv time på den anden”.

Siden udgav han en række succesrige plader sideløbende med en omfattende turnévirksomhed. Den har han stadig med optrædener landet rundt med satire og musik fra nytår til ind i foråret.

Han har optrådt live med guitaristen Christian Alvad og sangerinden Signe Svendsen, mens han på tv har dannet makkerpar med Erik Clausen og medvirket i serier og debatprogrammer.

»Jeg gør sådan set bare det samme i mit liv, som jeg har gjort i utallige år, og heldigvis har jeg et godt helbred,« fortæller Niels Hausgaard.

»Vi ville lave verden om«

Han er født og opvokset i en fiskerfamilie i Hirtshals og kunne aldrig drømme om at kalde sig for kunstner.

»Jeg ser mig selv som en håndværker – det, jeg laver, er et håndværk, det har ikke noget med kunst at gøre,« mener han.

Han har respekt for tidens standupkomikere, som på en eller anden måde fører arven fra ham videre.

»Men jeg er fra en tid, da vi ville lave verden om. Den vision er tidens unge standupkomikere ikke vokset op med. Til gengæld har de en masse energi og gåpåmod, som jeg har stor respekt for,« siger Niels Hausgaard.

»Meget privilegeret«

Han har aldrig været bange for at sige sin mening om dansk politik og EU.

»Jeg er ikke partipolitisk. Jeg er politisk og demokrat og vil derfor godt være med til at holde den demokratiske fane højt. Det er vigtigt, at vi diskuterer ved morgenbordet, i stalden og på værtshuset,« siger Niels Hausgaard.

Han har altid været skeptisk over for først EF og siden EU.

»Grundtanken om et fælles Europa, hvor vi lever i fred og fordragelighed, er smuk og rigtig, og den kan ingen være uenig i. Desværre har man valgt den nemmeste vej med EU ved at overgive sig til centralismen, hvor den enkelte mister evnen til at føle et ansvar for noget som helst,« konstaterer Niels Hausgaard.

Han bor på en gård i Hundelev tæt på Løkken i Nordvestjylland, hvor han driver hesteavl.

Han er gift med Gitte Hausgaard, har en voksen datter og et barnebarn.

Om sin pengestrøm siger han:

»Jeg er velhavende på den måde, at jeg ikke mangler en skid – og hvis jeg kommer til at mangle noget, kan jeg tage ud og optræde. Så jeg er meget privilegeret.«

Niels Hausgaard har ingen planer om at indstille karrieren:

»Så længe der kommer et publikum, kan jeg ikke finde et argument for at holde op.«

Niels Hausgaard, entertainer, musiker, Hundelev.