FAKTA: Sådan behandles klager i Ankestyrelsen
Borgerne skal nu kun klage ét sted, og det skulle betyde hurtigere svar. Men det er gået stik modsat.
Ankestyrelsen har fået sjælden hård kritik af Rigsrevisionen for at have en alt for lang sagsbehandlingstid. I visse sager har sagsbehandlingstiden været oppe på omkring et år.
Ankestyrelsen, der afgør klagesager på det sociale område, fik i 2013 ny struktur. Formålet var en forenklet klagestruktur for at styrke borgernes retssikkerhed og samtidig øge effektiviteten.
* Regeringens effektivisering af statsforvaltningerne betyder, at borgerklager nu bliver behandlet i én samlet klageinstans i Ankestyrelsen.
* De fem statsforvaltninger fik en samlet ledelse, og den regionale klagestruktur blev nedlagt.
* Tidligere kunne borgere, der var utilfredse over en afgørelse i deres kommune, først klage til det sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnet i de fem lokale statsforvaltninger. Ville borgerne anke denne afgørelse, kunne de sende klagen videre til anden klageinstans i Ankestyrelsen.
* I 2012 afviste indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R), at den mistede klageinstans vil gå ud over borgernes retssikkerhed.
- Tværtimod vil det give en mere ensartet praksis i afgørelserne, der vil komme større gennemsigtighed for borgerne, og sagsbehandlingstiden forkortes, sagde ministeren.
* Loven trådte i kraft i juli 2013.
* Den nye struktur skal være fuldt implementeret i løbet af 2016. Styrelseschef Thorkil Juul, Ankestyrelsen, forventer ifølge Politiken, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2016 vil være på 4,5 måneder.
* Loven er et led i udmøntningen om finansloven for 2013 mellem regeringen og Enhedslisten.
/ritzau/