- Opdateret 22/08/2014 kl. 08:25
Vanskeligt at fjerne 180 ton havareret vindmølle
Rundkørsel ved Ribe er helt spærret, efter at en vindmølletransport natten til fredag havarerede.
Trafikken omkring Ribe lider fredag morgen under, at en vindmølletransport natten til fredag havarerede i en rundkørsel i byen.
Politiets vagtchef Søren Strægaard fortæller til Ritzau, at rundkørslen nu er helt spærret for trafik på grund af oprydningsarbejdet.
- Der er en blokvogn dernede nu, og vi har også sendt færdselspolitiet af sted for at dirigere trafikken, lyder det fra vagtchefen.
Oprydning i adskillige timer
Han kan endnu ikke sige noget om, hvor lang tid det vil tage at fjerne den havarerede sværtransport fra stedet.
- Men det er klart, at det kommer til at tage et godt stykke tid, fortæller Søren Strægaard.
TV2 har talt med indsatsleder Nikolaj Hølmkjær, der befinder sig ved rundkørslen. Ifølge ham kommer oprydningsarbejdet formentlig til at vare frem til klokken 14.
Trafikknudepunkt
Den 180 ton tunge sværtransport knækkede sammen på den nordlige side af rundkørslen ved Haderslevvej og Haulundvej, da den kom kørende på Haderslevvej mod vest.
Området er et trafikknudepunkt om morgenen og ligger blandt andet tæt på Vittenbergskolen.
Ud over færdselspolitiet er der også udkommanderet folk fra politihjemmeværnet til stedet for at dirigere trafikken.
Politihjemmeværnet er særligt uddannet til at assistere politiet, blandt andet i forbindelse med regulering af trafikken.
Har du set den havarerede vindmølletransport?
Send os gerne et billede her
/ritzau/