Fortsæt til indhold
Indland

PET trænede hos lejesoldatfirma

PET indgik i 2008 en aftale med det omstridte amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater.

Matias Seidelin | Carsten Ellegaard

Til trods for at det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater i 2008 blev undersøgt for drab på civile og havde udløst en politisk krise mellem USA og Irak, valgte Politiets Efterretningstjeneste, PET, samme år at indgå et hidtil hemmeligholdt samarbejde med det omstridte firma om træning af PET’s elitestyrker i USA.

Flere centrale kilder oplyser, at det var en gruppe fra PET’s sikkerhedsafdeling, der bl.a. består af livvagtstyrken og aktionsstyrken – det danske antiterrorkorps – der tog på et fem dage langt ophold hos Blackwater. Det skete, efter at Blackwater i september 2007 havde skudt og dræbt 17 og såret 20 civile på en plads i Bagdad. I New York er en retssag mod de implicerede i skyderiet i Iraks hovedstad netop indledt.

PET ønsker i dag ikke at svare på, hvorfor man valgte at entrere med netop Blackwater. Men PET bekræfter, at tjenesten har haft medarbejdere på et fem dage langt uddannelsesforløb, hvor man havde lejet træningsfaciliteter hos Blackwater. En del af kurset bestod ifølge PET af køreundervisning med instruktører fra Blackwater. Netop Blackwaters taktiske konvojkørsel har været under stærk kritik efter drab på civile i Irak. PET havde også instruktører med, men hvad den del af uddannelsen bestod i, ønsker PET ikke at besvare.

»Man må spørge sig selv, om ikke PET kunne have opnået træningen et andet sted. I mine øjne burde PET nok have set på, hvilken organisation man egentlig er, hvor man kæmper med dårlig karma og hemmeligheder, og hvor man så oveni entrerer med et selskab som Blackwater. Det skulle man nok have ladet være med,« siger Frederik Rosen, seniorforsker ved DIIS.

Blakket ry var velkendt

Den amerikanske forfatter, flådeveteran og blogger på magasinet Huffington Post David Isenberg finder det i sig selv ikke mærkeligt, at PET som tusindvis af andre deltog i kurser hos Blackwater, men »man skal virkelig ikke have fulgt særligt godt med i medierne og rent politisk for ikke at kende til det blakkede ry, som firmaet havde på det tidspunkt«, forklarer han.

SF og Enhedslisten finder samarbejdet stærkt bekymrende, mens Venstre stoler på PET. Justitsminister Karen Hækkerup (S) har »ingen kommentarer«.

Læs hele baggrunden i Premium Indblik om samarbejdet, der hidtil har været skjult for offentligheden. Flere kilder kritiserer nu den danske efterretningstjeneste for at have ladet sine agenter træne af nogle af verdens mest berygtede lejesoldater. Det kræver abonnement at læse med. Adgang til Premium er gratis den første måned, og der er ingen binding.