Søren Pape Poulsen: »Jeg er homoseksuel«
Rygter i medierne får den nye K-leder til at fortælle åbent om sin seksualitet.
Efter en uge som ny konservativ leder har Søren Pape Poulsen valgt åbent at fortælle, at han er homoseksuel. Den beslutning har Pape truffet, fordi flere medier har spurgt til hans seksualitet, og enkelte medier som Ekstra Bladet og Berlingske har skrevet artikler, der omtalte »rygter« og kom med kraftige antydninger.
»Jeg havde egentlig besluttet, at det, at jeg er homoseksuel, skulle holdes under privatlivets fred, men jeg får så mange spørgsmål, så nu siger jeg det, som det er,« siger Søren Pape i et stort interview med Fyens Stiftstidende.
»Jeg ved ikke, hvornår jeg blev klar over det – jeg synes bare, jeg var klar over det. Jeg brugte tid på at erkende det, men jeg vidste det godt. Det er jo heller ikke et valg.«
»Alligevel prøver vi vel alle at leve efter samfundets normer – jeg havde da selv et par pigekærester – men i dag kan jeg da godt ønske, at vi er kommet så langt, at en ung, usikker mand i Bjerringbro bare turde tage springet og ikke skulle gå og frygte for, hvad omgivelserne siger. For selv om vi er kommet langt, og det er vi, tror jeg stadig, det er lettere i København end her,« fortæller Søren Pape Poulsen i interviewet, der også handler om at være adopteret og troende kristen.
»Det er en del af mig«
Søren Pape erklærer, at noget, der virkelig kan gøre ham vred, er, når hans seksualitet bliver blandet sammen med hans tro.
»Der er folk, der kan finde det ene skriftsted og det andet skriftsted. Til dem siger jeg bare: Hvis man tror på en skabende Gud – og det gør jeg – så må han jo have skabt os alle. Ikke bare et udvalg,« siger Søren Pape Poulsen.
Ved samme lejlighed afviser K-lederen også rygter om, at han lever i registreret partnerskab. Han lever alene og er tilfreds med det og har ikke villet lade sig »tvinge ind i et ægteskab med en kvinde og ad den vej få børn for at leve op til samfundets normer«.
»På den anden side vil jeg heller ikke være kendt som ham ”homo-borgmesteren”, derfor har jeg holdt det for mig selv. Og du skal heller ikke regne med, at det er et område, hvor jeg bliver aktivistisk i Folketinget,« fastslår Pape.
»Min tid skal bruges på at være leder af De Konservative og gøre partiet større. Så er jeg homoseksuel, det er en del af mig. Ligesom min tro er en del af mig. Det bærer jeg med mig, og det er det.«