- Opdateret 03/08/2014 kl. 08:27
En 44-årig mand ramt af skud på Nørrebro
Politiet er lørdag aften rykket ud til Blågårds Plads på Nørrebro efter skyderi. En person er blevet ramt.
En mand på 44 år er lørdag aften blevet ramt af flere skud i en lejlighed på Nørrebro i København.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
- Han er blevet ramt i hovedet og i det ene ben, siger den centrale efterforskningsleder Gunnar Nørager til Ritzau.
Politiet anser ikke skyderiet for at være banderelateret, men arbejder i stedet ud fra en anden teori.
- Vi har en idé om, hvad motivet er, men vi vil ikke melde noget ud på nuværende tidspunkt. Vi er i gang med at afhøre en masse mennesker, og jeg tror, at vi er tæt på at finde frem til et motiv og til gerningsmændene, siger Gunnar Nørager.
Ringede på
Skyderiet skete i en lejlighed på Blågårds Plads omkring klokken 19.40, hvor politiet modtog flere anmeldelser.
I lejligheden sad en gruppe mennesker, herunder offeret, da gerningsmændene ringede på døren.
- En person åbner døren, og i den forbindelse opstår der formentlig noget tumult, og forurettede bliver ramt af flere skud, siger efterforskningslederen.
Efter skyderiet var det 44-årige offer trods sine kvæstelser i stand til selv at gå hen til den ambulance, som kørte ham til Rigshospitalet. Han meldes udenfor livsfare.
Lørdag aften var politiet massivt tilstede på Blågårds Plads og andre områder på Nørrebro.
Offeret er i forvejen kendt af politiet, men ikke for bandekriminalitet, lyder det.
Ingen kommentarer
Søndag morgen er Københavns Politi dog ikke kommet videre i sagen og havde hverken identificeret gerningsmand eller motiv.
"Vi efterforsker stadig sagen og er derfor ikke klar til at melde noget ud endnu," fortæller politiets efterforskningsleder Peter Steffensen.
/ritzau/JP