Mange forældre vil gps-overvåge børn
4 af 10 forældre synes, at det er en god idé, at forældre kan følge deres børns færden via apps til mobiltelefoner. Forkasteligt og ubehageligt, mener eksperter.
Et klik på en knap, og forældrene ved til hver en tid, hvor barnet er. Den idé er tiltalende for en stor gruppe af forældre, viser en rundspørge, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Jyllands-Posten blandt forældre til børn på 0-15 år.
40 pct. af forældrene svarer, at det er en god idé, at forældre kan følge deres børns færden via apps til mobiltelefoner. Knap hver tredje forælder svarer, at de selv kan finde på at installere sådan en app for at holde øje med barnets færden.
Det har tidligere været fremme, at flere tusinde forældre har downloadet de omdiskuterede apps. Men det kommer bag på eksperterne, at så mange forældre kan finde på at overvåge deres børn på den måde.
»Det, synes jeg, er forkasteligt. Børn har jo også ret til et privatliv,« siger Grethe Kragh-Müller, børneforsker og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.
Hun mener, at det kan skade børn at være under den form for overvågning fra deres forældre og får opbakning af psykolog og familieterapeut Ulla Dyrløv, som kalder resultatet af rundspørgen for »meget ubehageligt«.
»Det påvirker barnet rigtig meget og kan i værste fald ødelægge tilliden mellem barnet og forældrene. Mistillid bliver en grundfølelse,« siger hun.
Allan Westerling, familieforsker og lektor ved RUC, mener, at forældrenes ønske om at overvåge deres børn kommer i forlængelse af en samfundsudvikling, hvor forældre ofte alligevel på andre måder er involveret i en form for overvågning af deres børns liv. Ifølge ham ville man ikke kunne finde 1 pct. af forældrene for 20 år siden, som ville tænke, at det var en god idé at overvåge deres børn på den måde.
»Men skridtet er pludselig ikke så langt. Det er i langt højere grad blevet et hverdagsfænomen,« siger han.
Men forældrene bør tænke sig om, mener Erik Sigsgaard, børneforsker ved professionshøjskolen UCC:
»Hvad ville man selv have syntes om det som barn?«