Religion, velpudsede sko og it
50 år i morgen: Jeppe Hedaa leder og ejer 7N, der er et af Danmarks største it-konsulenthuse.
Han er ejer af et af Danmarks største it-konsulenthuse, han har været løjtnant i livgarden, og så er han medstifter af et særligt forum, der samler internationale lærde fra jødedommen, kristendommen og islam for at finde og fremlægge ligheder mellem de tre verdensreligioner.
Jeppe Hedaa er med andre ord en alsidig mand. Han kan kendes for mange forskellige ting, men særligt hans it-karriere har medført så konkrete og imponerende resultater, at det har gjort ham til én af Danmarks vigtigste spillere inden for it-branchen: Da han »sammen med dejlige venner« i 1998 startede konsulentvirksomheden 7N op fra bunden, havde han i begyndelsen 12 ansatte i nogle lokaler på Østerbro. I dag har han knap 700 ansatte fordelt i syv lande.
Jeppe Hedaa selv har en højere handelseksamen, men tog efterfølgende en lederuddannelse i forsvaret som løjtnant i livgarden. Og spørger man ham selv, har tiden i livgarden sat sit tydelige aftryk mange steder i dagligdagen.
»Lige fra opmærksomheden på velpudsede sko – egne og andres – over respekten for hårdt fysisk arbejde og til selve indstillingen til det at drive en forretning.«
Men han er også en religiøs mand. Og den religiøsitet har været drivkraften bag ideen om at etablere The Abrahamic Council; et forum, hvor internationale lærde fra jødedommen, kristendommen og islam mødes for at diskutere denne verdens dilemmaer i religionens lys, med særligt fokus på ligheder mellem de tre religioner snarere end forskelle.
Jeppe Hedaa er gift med Jane, og de har til sammen tre børn.