Politiet forbyder demonstration nær moske
Anti-islamistisk organisation mener, at grundloven er sat ud af kraft.
Der bliver ingen anti-islamistisk demonstration nær den nye stormoske i Rovsingsgade i København, når den bliver indviet torsdag.
Københavns Politi frygter »omfattende uroligheder,« »personangreb og hærværk,« ved en demonstration foran moskeen og vurderer, at der vil være en »konkret betydelig risiko for, at der kan frygtes fare for den offentlige fred«.
Derfor er en ellers anmeldt demonstration nær moskeen ikke lovlig, oplyser Københavns Politi i en e-mail til organisationen Stop islamiseringen af Danmark (SIAD).
Organisationen havde regnet med omkring 50 fremmødte til demonstrationen, som de fastslår ville være »ikke-voldelig« fra demonstranternes side.
I politiets e-mail gennemgåes flere tidligere situationer med optøjer i forbindelse med SIAD-demonstrationer, men gennemgangen er »fuld af løgn,« siger Anders Gravers.
Demonstration aflyst
Københavns Politi henviser i stedet til Christiansborg som et alternativ sted til en demonstration, men det duer ikke, siger SIAD.
»Så kunne vi jo lige så godt gøre det på Thorsø Stationsplads. Vi ønsker jo netop, at dette skal ske foran moskeen,« siger Anders Gravers, der nu har aflyst demonstrationen.
Formanden for SIAD mener, at politiet med afgørelsen har sat grundloven ud af spil.
»Vi har ikke ytringsfrihed længere. Vi skal nu indrette os efter det tilløbne muslimske segment i Danmark - det er dem, der sætter reglerne og lovene for, hvor danskerne må demonstrere. Og hvis det strider mod islam, så må vi ikke sige noget. Nu står vi måske - og jeg siger måske, for jeg opfordrer ikke til noget - i den situation, som modstandsbevægelsen stod i under Den Anden Verdenskrig: Hvis man føler, at ens land er i fare for at blive opløst - og det er vi jo så, hvis det danske riges love ikke bliver overholdt af politiet og de samtidig lyver - så har man ret til at forsvare sig selv. Vi opfordrer ikke til vold. Vi stiller bare et spørgsmål«.
Og spørgsmålet lyder?
»Står vi i samme situation, som modstandsbevægelsen gjorde dengang, hvor man siger, at ‘vi kan se, hvad vej det går: Politiet holder med tyskerne. Og nu holder de med den anden besættelsesmagt i dag, og det er så islam, efter vores holdning«.
Og hvad er dit eget svar på spørgsmålet?
»Så vidt jeg kan se, så har man brudt en af de vigtigste love, altså vores grundlov, der under paragraf 1 siger, at loven gælder alle steder i det danske rige. Og den gælder så ikke længere. Den gælder ikke i muslimsk overbefolkede områder. Og så er paragraf 1 sat ud af spil«.
Når du stiller dét spørgsmål og har dét svar, som du lige har fortalt mig: Er du så af den overbevisning, at man må forsvare sig selv?
»Vi er i hvert fald derude, hvor spørgsmålet kan stilles. Og det er et meget, meget alvorligt spørgsmål. Og derfor er det ikke noget, jeg på stående fod kan give svar på. Jeg stiller bare spørgsmålet«.