Kendte danskere politianmelder Se og Hør
Politianmeldelser og søgsmål vælter ind fra alle sider mod det omstridte ugeblad.
En række kendte danskere, som angiveligt har fået deres kreditkort-brug ulovligt overvåget af Se og Hør, vil senere i dag anmelde Aller Media til politiet.
Det drejer sig om blandt andre skuespillerne Mads Mikkelsen og Iben Hjejle, eksmodellen Rigmor Zobel og hendes mand Jesper Raun samt tv-manden Casper Christensen.
Det siger centrale kilder til Jyllands-Posten.
Øverste ledelse er målet
Det betyder, at cheferne i den store mediekoncern nu sættes under yderligere pres.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil anmeldelsen bl.a. rette sig mod Aller Medias topleder, Pål Thore Krosby, som ifølge kendisserne har det overordnede ansvar for, at Se og Hørs hemmelige kilde ved Nets har leveret oplysninger om deres brug af kreditkort.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra kendisgruppens advokat, Brian Larsen, om præcist hvad politianmeldelsen vil omfatte.
Andre kendte klar til søgsmål
Det er ikke kun denne ene gruppe af prominente danske kendte, som har set sig sure på Se og Hør.
Også andre af ugebladets ofre er klar til at tage drastiske metoder i brug over for Se og Hør, og både politikeren Morten Helveg Petersen og journalisten Line Baun Danielsen overvejer et fælles søgsmål.
Blandt andet har Se og Hør med sine metoder afsløret, at Morten Helveg Petersen og Line Baun Danielsen i 2008 tog på en hemmelig kærlighedsferie i Berlin.
"Det er stærkt ubehageligt, at ting, jeg har forsøgt at holde hemmeligt, kommer frem i offentligheden. Jeg føler, at mit privatliv er blevet krænket, hvilket er grænseskridende og foruroligende," siger Line Baun Danielsen til Jyllands-Posten og tilføjer:
"Jeg har overvejet at rejse en sag mod Se og Hør, og min advokat er i gang med at undersøge, hvad forældelsesfristen er i den her sag. Hvis ikke sagen ikke falder på grund af forældelsesfristen, vil jeg forsøge at lave et fælles søgsmål mod Aller Media," siger hun.
Kendis overvejer også sag
Saseline Sørensen, der også er med på listen over de 28 kendte, der ifølge BT er blevet overvåget ulovligt af Se og Hørs hemmelige kilde, vil også lægge sag an.
Hendes advokat, Jens-Christian Dreyer, oplyser til Jyllands-Posten, at hun vil lave et sagsanlæg mod Aller Media, hvis beskyldningerne holder stand.
Advokaten oplyser, at et eventuelt søgsmål både kan være med eller uden gruppen af kendisser med Line Baun Danielsen, Morten Helveg Petersen og Pelle Hvenegaard.
”Lige nu afventer vi beviserne, men jeg vil bede om en redegørelse fra Aller,” siger Jens-Christian Dreyer til Jyllands-Posten.
Topadvokat i spidsen
Desuden offentliggjorde pr-agenten Signe Sehested Lund tidligere i dag i BT, at den tidligere rejsedronning Janni Spies og hendes datter, Michala Kjær, også går til angreb på Se og Hør.
De to har engageret topadvokaten John Korsø Jensen, som skal undersøge de nærmere omstændigheder.
John Korsø Jensen bekræfter over for Jyllands-Posten, at Janni Spies og Michala Kjær har rettet henvendelse, men han har dog ikke yderligere kommentarer til situationen.