Fortsæt til indhold
Indland

106.000 underskrifter skal få superhacker løsladt

Den svenske superhacker Gottfried Svartholm sidder inde under "ekstremt restriktive" forhold.

I dag afleverer det svenske PiratParti 106.000 underskrifter til Justitsministeriet for at få den svenske hacker Gottfrid Svartholms løsladt.

Svenskeren, som er kendt under hackernavnet "Anakata" er mistænkt for at have skaffet sig adgang til politiets registre og til CPR-registeret i 2012.

Gottfrid Svartholm er lige nu varetægtsfængslet i Køge Arrest. Det har han været siden november 2013, og hans fængselsforhold møder nu kritik for at være "ekstremt restriktive" fra flere forsvarsadvokater, skriver DR Nyheder.

Maksimum to bøger

Den 20-årige Gottfrid Svartholm har under sin varetægtsfængsling adgang til en gåtur i fængselsgården hver dag, et kontrolleret besøg fra sin mor og maksimum to bøger om måneden.

Hans egen forsvarsadvokat Luise Høy, sammenligner med hvad praksis er, hvis man for eksempel er sigtet for personfarlig kriminalitet.

"Det er ekstrem restriktivt. Hvis man sammenligner med andre sager, for eksempel personfarlig kriminalitet, ophæver Københavns Politi gerne besøgskontrollen, når man er langt henne i efterforskningen," siger hun.

Medstifter af Pirate Bay

Og andre følger trop. Formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater hæfter sig ved, at Gottfrid Svartholm allerede har afsonet 5 måneder i Sverige af en svensk dom, inden han blev udleveret til Danmark.

Og der havde han adgang til både venner, internet og aviser. Han mener derfor, at besøgskontrollen er udvandet og bør ophæves.

Advokaturchef for Københavns Politi, Dorit Borgaard, siger til DR Nyheder, at man ikke vil kommentere den konkrete sag inden landsrettens afgørelse.

Gottfrid Svartholm er medstifter af fildelingstjenesten Pirate Bay og har tidligere været indblandet i sager om blandt andet hacking af konti hos Nordea og i Schweiz.