Kæmpeålen er død

Den 23 kg tunge havål blev aflivet fredag. Den kan ses i Øresundakvariet weekenden over.

Artiklens øverste billede
Garnfisker Max Christensen troede først, han havde fået et marsvin i sit garn, da han hev den store havål op.

Det største bassin hos Øresundsakvariet i Helsingør har fået en beboer mindre.

Fredag aften valgte dyrepasserne at aflive den 23 kg tunge havål, der blev hevet i land af en lokal garnfisker ved Vedbæk Havn mandag.

Den 1.65 m lange hun-ål er blandt de hidtil største ål fanget i dansk farvand.

Medtaget ål

Den store havål var ilde tilredt, allerede da den kom ind til Øresundsakvariet mandag. Dels havde den pådraget sig skader ved fangsten, dels var den fyldt med rogn.

For en havål gyder kun en gang i livet, og derfor satser den al sin energi på det. Det betyder, at nogle af dens normale kropsfunktioner ophører, indvolde svinder ind og knogler bliver skrøbelige.

Den så dog ud til at være i bedring i de første dage i akvariets varetægt, og dyrepasserne turde håbe på, at man kunne sætte ålen ud i Øresund igen med tiden.

"Udramatisk" aflivning

Men det var en kort glæde, for efter et par dage blev ålen dårligere igen. Fredag eftermiddag besluttede akvariets dyrepassere derfor at aflive den.

Den store havål (den hvide) delte bassin med en mindre han-ål i dagene i Øresundsakvariet.

En aflivning, der ifølge personalet foregik "helt udramatisk".

Havålen har siden fangsten mandag fået stor opmærksomhed, fordi de er sjældne gæster på disse kanter.

Men noget kan tyde på, at vi skal til at vænne os til de store ål. For så sent som i januar blev en anden kæmpeål på 2 meter og 28 kg fanget i Nordjylland.

Fanget af Bodil

Havålene, der kan blive op til 100 kg tung, lever normalt i varmere, mere salte vande, bl.a. i Sydeuropa.

Øresundsakvariet vurderer derfor, at ålen er blevet ført til Øresund af Bodil-stormen, der raserede i december.

Havål gyder normalt i dybere vand, typisk omkring Portugals kyster eller i Middelhavet, hvor vanddybden er markant højere end i Øresund. Men på grund af den 23 kg tunge åls tilstand, kunne den ikke nå tilbage for at gyde, vurderede dyrepasserne i Øresundsakvariet.

Bliver udstillet

Akvariet har besluttet at beholde ålen indtil mandag, så nysgerrige sjæle får en ekstra chance for at få et glimt af den store ål.

Mandag bliver havålen fragtet til Zoologisk Museum i København, hvor den skal ligge i formalinbad i nogle uger, så den kan blive konserveret.

Herefter vil den blive opbevaret i sprit og indgå i museets videnskabelige samlinger.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen