Danske elever slået på hjemmebanen
Endnu engang viser en Pisa-undersøgelse, at danske skoleelever halter bagefter de asiatiske lande.
Denne gang er det oven i købet i problemløsning, som man i årevis har haft en opfattelse af hørte til blandt de danske spidskompetencer. Det kan gode være, at de er gode til at terpe i lande som Kina, men danske elever kan qua den problem- og temaorienterede undervisning finde ud af at tænke ud af boksen, har det lydt.
Professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, der har stået for den danske del af undersøgelsen siger:
”Vi har ment, at vi er meget bedre til at løse problemer for vi har haft problemorienteret undervisning, gruppearbejde, ingen udenadslære og jeg skal komme efter dig. Og så banker de os af banen på vores egen hjemmebane. Det mener jeg virkeligt er et wake-up-call til hele måde, vi driver pædagogik på i Danmark,” siger Niels Egelund.
Lige under gennemsnittet
Danmark placerer sig med 497 point lige under OECD-gennemsnittet på 500 point. Samtidig er der kun en relativt lille gruppe af meget dygtige problemløsere, og 20 pct. af eleverne mangler såkaldte funktionelle kompetencer i problemløsning. Dvs. at de ikke umiddelbart kan klare de krav, der stilles på en ungdomsuddannelse.
På 8 af de øverste 10 pladser finder man sydøstasiatiske lande.
44 lande har deltaget
Niels Egelund mener, at resultatet giver stof til eftertanke, når man tænker på, at der i fremtiden vil være meget få ufaglærte job.
”Det er tragisk,” siger han.
Der er 44 lande, der har deltaget i pisa-undersøgelsen i problemløsning. Den fokuserer på elevernes generelle evne til at ræsonnere og styre problemløsningsprocesser samt på deres vilje til at gøre det. En opgave kan f.eks. være, at man skal finde ud af, om en lampe i et rum ikke tænder, fordi a) kontakten er gået i stykker, b) strømmen er afbrudt, eller c) pæren skal skiftes.
Det er en del af Pisa 2012, hvor hovedundersøgelsen blev offentliggjort i december 2013.