Flere fejl bag racismestempel

Europarådet kalder i en rapport islamofobi og hadefuld tale for »udbredt« i den danske debat, men rapporten kritiseres nu for at være lavet på et løst grundlag.

Artiklens øverste billede
Manden bag rapporten om Danmark: Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Nils Muiznieks (øverst til venstre).

Hadefuld tale og islamofobi er »udbredt i den offentlige og den politiske debat«, og der gøres ikke nok for at retsforfølge racisme, påpegede Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muiznieks, i sidste uge i en rapport om Danmark.

Men konklusionen bygger på flere fejl og diskutable udlægninger samt sager af ældre dato, viser en gennemgang, som Jyllands-Posten har foretaget. F.eks. er en af fire sager, han fremhæver, et læserbrev fra Pia Kjærsgaard fra 2003.

Og rapporten gengiver en udlægning af et overfald i Sorø, som Justitsministeriet allerede i 2012 kaldte forkert.

Rapporten peger også på flere frifundne og færre dømte for racisme end de officielle tal fra Rigsadvokaten.

Hos Institut for Menneskerettigheder mener direktør Jonas Christoffersen, at Muiznieks er ankommet med en forudindtaget opfattelse af debatten i Danmark, selvom den har ændret sig de seneste år.

»Det er de samme, gamle sager, der bliver ved med at florere. Det er de samme overdrivelser omkring ordvalg, som bliver beskrevet,« siger han og betoner, at instituttet ikke deler rapportens indtryk af racisme i Danmark.

»Politiserende person«

Venstres Michael Aastrup Jensen, medlem af Europarådets parlamentariske forsamling, vil foreslå rådets ledelse at ændre rapporten og siger, at kommissær Muiznieks »altid har været en politiserende person«.

Michael Aastrup tilføjer:

»Der er ingen tvivl i mit sind om, at han havde skrevet konklusionen på forhånd og så har prøvet at finde noget fakta, mens han var i Danmark. Derfor prøver han at skrabe 10 år gamle småting sammen for at få malet dette billede.«

Enhedslisten mener til gengæld, at fejlene ikke er afgørende, da rapportens anbefalinger peger i den rigtige retning.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) siger:

»Det er ærgerligt, at vi kan konstatere faktuelle fejl og misforståelser, når det gælder beskrivelsen af Justitsministeriets område, selv om vi inden offentliggørelsen har gjort kommissæren opmærksom herpå.«

Nils Muiznieks har ikke ønsket at svare på, hvor han specifikt har sin viden fra, men fastholder i en e-mail, at racismen er udbredt »ifølge talrige nationale og internationale rapporter og informationer, som jeg har modtaget fra en række kilder«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen