SDU vil sløjfe kvote 1
Personlige samtaler og tests skal spille mere ind end karaktererne, når SDU optager studerende.
Hvis det står til Syddansk Universitet (SDU), så skal karaktergennemsnittet fra gymnasietiden i fremtiden spille en væsentligt mindre rolle, når drømmene om en universitetsuddannelse skal opfyldes.
I 2017 vil universitetet optage minimum 25 pct. af deres studerende på baggrund af personlige samtaler og tests, men målet er, at alle skal optages på den måde længere ude i fremtiden. Det fortæller rektor på SDU, Henrik Dam, til Jyllands-Posten.
"Det handler om at få det rigtige match mellem den studerende og uddannelsen, og der er karakteren bare ikke tilstrækkelig. At du har høje karakterer i nogle fag, gør dig ikke automatisk egnet til uddannelser inden for andre fag. Karakteren vil spille ind, men vi vil i langt højere grad kigge på personen bag karakteren," siger Henrik Dam.
Succes på medicin
Grundlaget for beslutningen ligger blandt andet hos det Sundhedsvidenskablige Fakultet på SDU, hvor det har vist sig, at elever som er optaget på kvote 2, klarer sig en anelse bedre end kvote 1-ansøgere. Til trods for at deres karaktergennemsnit fra gymnasiet er væsentligt lavere.
Kvote 2-ansøgere har været til samtaler, hvor SDU har kunnet vurdere den enkelte studerendes faglige niveau og motivation, og det har været positivt.
"Vi har rigtigt gode erfaringer med det de steder, hvor vi har brugt det. Vi får mere motiverede studerende, og vi har et lavere frafald blandt de studerende. Men det handler også om forventningsafstemning, så man finder ud af, om det reelt er noget for den studerende," siger Henrik Dam.
I fremtiden vil SDU udbrede denne praksis til samtlige fakulteter.
Skjulte talenter
Ud over en højere gennemførelsesprocent mener rektoren også, at den nye praksis kan være med til at finde skjulte talenter og give dem en mulighed for at tage en universitetsuddannelse.
"Vi sikrer, at nogle studerende som måske var blevet valgt fra på grund af deres gennemsnit, alligevel kan komme ind på studiet. Der kan jo være mange grunde til, at alle ikke har det højeste snit fra gymnasiet, og en samtale kan vise, at de alligevel har nogle kvaliteter, som vi kan arbejde videre med," siger Henrik Dam.
Grundlæggende ønsker SDU at få ændret adgangsbekendtgørelsen, så studerende der optages på kvote 1 skal til samtaler og test, ligesom det i dag er tilfældet for kvote 2 ansøgere.
Gode karakterer skal give adgang
Hos Gymnasieskolernes Rektorforening mener man, at det er vigtigt, at der ikke bliver for stort spænd mellem de gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser.
"Det vigtige for os er, at eleverne skal kunne komme rigtig godt videre, når de har gået på en gymnasial uddannelse. De skal være rimeligt sikre på, at hvis de har fået nogle gode karakterer, så kan de komme ind på en videregående uddannelse. De skal ikke bruge for meget tid på at øve sig i at gå til nogle særlige tests for at komme ind," siger formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, Anne-Birgitte Rasmussen.
Hun mener, at det er i samfundets interesse at undgå for meget spildtid mellem de to forløb. Derfor vil hun gerne have, at de gymnasiale uddannelser bliver indrettet, så de passer til universitetets hovedspor.
Danmarkshistorie
Hos de studerende er der begejstring for udmeldingen fra SDU.
"Det er Danmarkshistorie. Alt for længe er dygtige unge med store potentialer blevet afvist med beskeden om, at de skulle have taget deres gymnasietid mere alvorligt," siger formanden for Syddanske Studerende på Syddansk Universitet, Andreas Munk Jensen, i en pressemeddelelse.
Han mener, at det vil blive en gevinst for samfundet, at universitetet får studerende, som har gjort sig alvorlige overvejelser om deres studium, og som kommer med stor motivation.