Her kommer Danmarks største oversvømmelse på lørdag

Et område ved Bogense på størrelse med 285 fodboldbaner bliver lørdag oversvømmet. Med vilje.

Artiklens øverste billede
Der er blevet flyttet 280.000 kubikmeter jord for at skabe plads til den nye fjord ved Bogense.

Lørdag klokken 15.00 bliver Lillebælt to kvadratkilometer større. Det sker, når digerne øst for Bogense åbnes og lukker vandet indenfor i den nyetablerede fjord ved Gyldensteen Strand.

Det lyder dramatisk, men det kommer til at foregå under kontrollerede former.

Det sker for at oversvømme et landområde, som i fremtiden skal danne et naturområde med lavvandet kystlagune, ferskvandssø og rørskov.

”Det, der helt præcist kommer til at ske ved åbningen af diget, er, at to gravemaskiner løfter den 3,5 ton tunge jernplade, som det sidste stykke tid før oversvømmelsen har holdt vandet ude. Og at der umiddelbart bagefter kommer en rivende strøm”, siger projektleder Peter Stockmarr fra ingeniørvirksomheden Grontmij i en pressemeddelelse.

Plads til fugle

Grontmij har stået for projektet, som er muliggjort af Aage V. Jensen Naturfond, der har opkøbt det store område. Formålet med etableringen af den nye fjord er "at sikre og forbedre nuværende naturværdier i området – herunder at genskabe et af Fyns vigtigste fugleområder."

Den nye fjord skal genskabe et af Fyns vigtigste fugleområder.

I alt er der bygget 3,3 km nye diger, som skal holde de store mængder vand væk fra Bogense by.

280.000 kubikmeter jord

Når der lørdag bliver åbnet op for vandmasserne fra Lillebælt, vil det være med spændte blikke fra folkene bag projektet.

”Det kommer til at tage nogle dage efter åbningen, inden vandet er helt inde i lagunen. Og indtil det er sket, er det en spændende proces, jeg gerne vil have et vågent øje med”, siger Peter Stockmarr, som understreger, at der hverken vil være fare for publikum eller Bogense by.

Ifølge projektbeskrivelsen bliver der oprettet 12-13 nye øer til fugle i den nye fjord, og der bliver etableret strømrender for at skabe liv i vandområderne.

For at skabe den nye fjord er der blevet flyttet 280.000 kubikmeter jord og 4.000 kubikmeter sten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen