Sportshal i Nordsjælland omspændt af flammer

En badmintonhal i Gentofte brænder meget kraftigt. Brandvæsnet kan ikke redde bygningen, lyder det.

Artiklens øverste billede

En sportshal i Gentofte er onsdag aften brudt i brand, og ilden har opslugt hele bygningen.

- Det brænder meget kraftigt. Man forventer, at hallen brænder ned, siger Allan Kronvold, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Jeg ved, at man havde stort behov for tankvogne med vand. Man har haft brug for alle de tankvogne, man kunne få fingre i for at få hældt nok vand på, tilføjer han.

Se mere tv på localeyes.dk

Hallen huser Charlottenlund Badminton Klub, og politi og brandvæsen er massivt til stede. Ifølge Københavns Brandvæsen er omkring 14-16 køretøjer rykket ud, og brandfolkene lader hallen brænde ned under kontrol, da man ikke kan slukke flammerne, lyder det.

Sportshallen ligger på Maltegårdsvej i et villakvarter, hvor der også ligger en rideskole.

Heste flyttes

De mange heste er blevet flyttet ud i en større fold, og rideskolen arbejder i øjeblikket på at få flyttet hestene til andre rideskoler, fortæller vagtchefen.

Politiet har ikke fået nogen meldinger om evakueringer af beboere i området. Røgen stiger lige op i luften, så der er ikke fare for de omkringliggende huse, lyder det.

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at branden skulle være påsat.

- Men vi holder selvfølgelig alle muligheder åbne, siger Allan Kronvold.

Badmintonhallen og de tilhørende kontorbygninger er tegnet af den berømte danske arkitekt Arne Jacobsen i 1934, skriver badmintonklubben på sin hjemmeside.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen