Hospitalsdirektion tager ansvaret for kontrolsvigt
Svag kontrol har givet overlæger mulighed for at misbruge forskningspenge, erkender Rigshospitalets direktion.
Rigshospitalets øverste direktion påtager sig ansvaret for det systematiske svigt, der har været med kontrollen af overlægers brug af eksterne forskningsmidler, og at det har givet overlæger mulighed for at misbruge pengene.
»Der har været en utilstrækkelig kontrol, og de huller, der har været i kontrollen tidligere, er i sidste ende direktionens ansvar,« siger Jannik Hilsted, lægelig direktør på Rigshospitalet og en af den tre mand store direktion.
Tillid er brudt
Indrømmelsen kommer, efter at Jyllands-Posten tirsdag kunne dokumentere, at Rigshospitalets bogholderi har betalt millioner af kroner for eksempelvis restaurationsbesøg, Mac-computere og flybilletter uden nogen form for kontrol af, om udgifterne har haft et tjenstlig formål, eller om de var rent private og dermed skulle have været betalt af lægerne selv.
»Det ser ud, som om der overhovedet ikke har været nogen kontrol, og som om man har accepteret hvad som helst,« sagde Lars Bo Langsted, juraprofessor ved Aalborg Universitet.
Jannik Hilsted, det virker, som om man bare har ladet stå til, og at tingene har sejlet. Er det ikke lidt pinligt?
»Det må andre afgøre. Der har været en kontrol, som ikke har været tilstrækkelig. Vi har haft nogle retningslinjer, som har været baseret på tillid til medarbejderne, som styrede forskningskontiene, for at sikre maksimal fleksibilitet og for at få mest muligt ud af forskningen. Vi har så måttet konstatere, at tilliden er blevet brudt i nogle tilfælde. Derfor har vi lavet et nyt, mere fintmasket system,« siger Jannik Hilsted.
Når I har godkendt udgifter som f.eks. restaurationsregninger med kuvertpriser på op til 1.500 kr. og uden angivelse af deltagere og formål, har I så ikke givet medarbejderne det indtryk, at det er i orden?
»Det kan jo diskuteres. Vi har haft en kontrol, der ikke har været god nok, og det er klart, at det har givet nogle muligheder for, at der kunne opstå de situationer her, som ikke er acceptable, men det er jo ikke sådan, at vi har opfordret til misbrug. Det har klart været tilkendegivet, at formålet var forskning og forskningsrelaterede udgifter og ikke andet,« siger Jannik Hilsted.
Rigshospitalet har foreløbig politianmeldt tre hjertelæger for misbrug af forskningsmidler og undersøger i øjeblikket alle øvrige hjertelægers brug af forskningsmidler.