- Opdateret 07/10/2013 kl. 14:26
Nu kan du spise rå æg på pariserbøffen
En vurdering fra DTU viser, at risikoen for at blive syg af salmonella fra danske æg i dag er meget lille.
Fødevarestyrelsen har ikke længere grundlag for at fraråde forbrugerne at bruge friske, rå æg, når de forsøger sig med hjemmelavet is eller en æggeblomme til pariserbøffen.
Det sker på baggrund af en risikovurdering, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen.
- Det er undersøgt, hvad risikoen er for at få salmonella med det kontrolprogram, vi havde før første oktober. Og så har de kigget på, hvad effekten ville være, hvis vi intensiverede prøveprogrammet, som vi nu har gjort her 1. oktober.
Det siger Annette Perge, der er specialkonsulent i Fødevarestyrelsen, til Ritzau.
Gælder ikke børn, syge og ældre
Undersøgelsen viser, at risikoen for at blive syg af salmonella fra de danske æg, man køber i butikkerne, i dag er meget lille.
Vil man lave mad til børn, syge eller ældre, bør man dog stadig bruge pasteuriserede æg for en sikkerheds skyld, forklarer Annette Perge.
- Det er, fordi disse grupper er svækkede. Så skulle der være noget salmonella overhovedet, vil de være i større risiko, hvis de spiser det, siger hun.
Virksomheder skal varmebehandle
Æg er et biologisk materiale, og man kan derfor aldrig give 100 procent garanti for, at der ikke er salmonella udenpå eller indeni ægget.
Fødevarevirksomheder skal forsat varmebehandle æg til mindst 75 grader eller bruge pasteuriserede æg. Det skal de, fordi forbrugerne ikke har mulighed for selv at vælge, om de ønsker at spise retter med rå eller pasteuriserede æg.
Siden 1. juli 2012 har Danmark haft særstatus i EU, hvor Danmark kan stille krav om, at udenlandske æg ikke må indeholde salmonella.
Ifølge Fødevarestyrelsen har Danmark Europas skrappeste salmonellakontrol.
/ritzau/