Lysbro brød mørket på Øresund
700 lyskilder skabte i aftes en kæde mellem Danmark og Sverige til minde om 70-året for jødernes evakuering fra Danmark.
Et imponerende lyskunstværk blev i aftes tændt på Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige i en symbolsk markering af 70-året for evakueringen af tusinder af danske jøder.
Som led i et størt mindearrangement tændte danske og svenske unge 700 elektriske lys på Peberholm i et lyskunstværk skabt af Flemming Brantbjerg. Derefter blev Øresundsbroens lyskæde, som består af nødbelysningen på broens togdæk, tændt.
Det hele var en del af ”Lys i mørket”, som blev arrangeret af Dragør Kommune og Museum Amager til minde om de danske jøders flugt over Øresund i oktober 1943.
Fiskerfartøj fra 1943 deltog
Den spontane danske redningsaktion i oktober 1943 har siden stået som et opløftende lys i et ellers meget mørkt kapitel om holocaust i den europæiske historie.
Langt de fleste blev reddet i bunden af fiskerkuttere og andre fartøjer, og et af fartøjerne fra dengang i 1943, fiskerskuden "Elisabeth K751", deltog i mindehøjtideligheden.
På Dragør havn var der taler og fakkeloptog, og det var smukt og stemningsfuldt, siger Ingeborg Philipsen fra Museum Amager.
"Der blev bygget en bro af lys over sundet i aften, præcis som den redningsaktion, der var et lys i mørket under krigen," siger hun.
Med i Thornings åbningstale
Danskernes bistand til den jødiske befolkning for 70 år siden var et første punkt i statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved åbningen af Folketinget i går.
Åbningsdebatten faldt præcist sammen med årsdagen for jødernes evakuering over Øresund, og Thorning kaldte redningen af tusinder af jøder fra deportation til koncentrationslejre for et "lysglimt"
Statsministeren modtager i dag The Raoul Wallenberg Centennial Medal på vegne af de danskere, der under 2. Verdenskrig bidrog til, at langt størstedelen af de danske jøder blev reddet over Øresund og bragt i sikkerhed i Sverige.
Særforestilling i Det Kgl.
Både dronning Margrethe og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) deltager i aften i en særforestilling på Det Kongelige Teater.
Både statsminister Helle Thorning-Schmidt og tidligere overrabbiner Bent Melchior taler.