Mor og far på forældrekursus

Adskillige kommuner tilbyder nu intensive forældreuddannelser til alle nye familier. Det kan spare kommunekasserne for mia. og forebygge sociale problemer.

Artiklens øverste billede
Jesper Ruby, 28 år, og Agnieszka Trzeciak, 35 år, er forældre til Mark. De deltager i forældreuddannelsen i Holstebro. For Jesper betyder det meget at møde andre fædre og udveksle erfaringer om det at være far og ny familie: »Vi kommer hjem med guldkorn hver gang.« Agnieszka sætter pris på, at de som par får de samme informationer. Foto: Jørgen Ploug

Danske forældre skal uddannes til at blive gode forældre, mener flere og flere kommuner, som er begyndt at sende nye forældre på egentlige forældreuddannelsesforløb med emner som barnets tilknytning til forældrene, at sætte grænser, familiebudgetter, sikkerhed i hjemmet og intimitet i parforholdet.

Mens den slags tilbud hidtil har været forbeholdt svagere grupper som helt unge mødre og misbrugere, retter de nye uddannelsestilbud sig til samtlige nye familier, og både mor og far deltager i de 16 undervisningsmoduler.

Som den første kommune herhjemme indførte Holstebro med succes i fjor modellen, og for nylig fulgte Greve og Furesø trop.

Dertil kommer Viborg, Hvidovre, Aarhus, Faxe og Kolding, som er på vej med kurserne eller overvejer at indføre dem.

En bedre start

I Holstebro har 90 pct. af forældrene taget imod tilbuddet, som skal give børnene en bedre start på livet, skabe stærke netværk mellem børnefamilierne og dermed spare samfundet for milliarder af kroner ved at sænke skilsmisseprocenten og reducere risikoen for, at børnene engang ender på samfundets sidelinje.

»Det unikke er, at uddannelsen retter sig mod alle familier – både de ressourcestærke og familier med udfordringer. De får alle et løft og inspirerer hinanden. Desuden danner vi partnerskaber med erhvervslivet, fordi bl.a. advokater og bankrådgivere hentes ind som undervisere sammen med sundhedsplejersker, jordemødre, socialrådgivere osv. Det er fremtidens velfærdsmodel,« siger Erik Thorsted, direktør i Center for Socialt Ansvar, som i samarbejde med Holstebro Kommune og Region Midt har udviklet uddannelsen ud fra svensk inspiration.

Færre anbringelser

Ifølge beregninger fra CBS - Copenhagen Business School koster kursusforløbet kommunen ca. 5.000 kr. pr. familie, men de penge er tjent ind efter et år, og derefter er der gennemsnitligt 34.000 kr. at spare pr. familie, viser beregningerne.

Det svarer til 1 mia. kr. på landsplan, hvis alle nye børnefamilier gennemfører uddannelsen.

»Besparelserne fremkommer især som følge af færre anbringelser af børn, færre udgifter til overførselsindkomster og højere skatteindbetalinger, fordi mødrene i højere grad bliver på arbejdsmarkedet,« siger seniorrådgiver Rasmus Højbjerg Jacobsen.

Mens familieminister Christine Antorini (S) er begejstret for modellen, er professor i barndomsforskning ved RUC Jan Kampmann mere skeptisk.

Han mener, at kurserne kan dække et behov hos mange usikre familier, men frygter samtidig, at de vil øge forventningspresset på nye forældre.

Del artiklen