To tiltalt for milliontyveri fra Rigsarkiv
To samlertyper er blevet tiltalt for kæmpetyveri af værdier fra blandt andet Rigsarkivet og dronningens arkiv.
To mænd er nu blevet tiltalt i sagen om tyveri af arkivmateriale fra blandt andet Rigsarkivet. Ifølge anklageskriftet har de stjålet mindst 1062 arkivalier til en værdi af mellem 1,5 og 3 millioner kroner.
En af mændene er desuden tiltalt for tyveri af materiale fra dronningens arkiver. Der er tale om materiale, som Ordenskapitlet på Amalienborg havde sendt til sikkerhedsmakulering i et firma, hvor manden var ansat.
Tyverierne af materialet fra dronningens arkiv stod ifølge anklagemyndigheden på i 2008 og 2009 og omfattede mellem 60 og 70 kilo materiale, som den tiltalte tog med hjem og opbevarede i sin lejlighed på Nørrebro i København.
Stor værdi i samlerkredse
Materialet skønnes at have stor værdi i samlerkredse, og manden menes at have solgt en del af det.
Tyverierne fra Rigsarkivet og fra det tidligere Landsarkivet for Sjælland er de to mænd tiltalt for at have udført i fællesskab fra februar 2009 og indtil den 24. oktober 2012, da de blev afsløret.
Også dette materiale endte hjemme hos den ene tiltalte, og noget af det menes at være solgt til samlere.
Værdien af det solgte er endnu ikke opgjort.
Mændene, der er 53 og 46 år, er også tiltalt for overtrædelse af våbenloven, fordi de har ligget inde med en større samling våben. Der er tale om ikke-funktionsduelige våben fra 2. verdenskrig, oplyser anklager Kristoffer Petersen.