Slut med at udnytte au pair piger
Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) forsøger nu at sætte en stopper for, at au pair-piger udnyttes som billig arbejdskraft
Det sker, efter at myndighederne i en række tilfælde i 2005 konstaterede misbrug af ordningen, der nærmest er eksploderet i popularitet i Danmark. I 1994 fik 116 opholdstilladelse som au pairs, i 2004 var tallet steget til næsten 1.400, hvoraf knap halvdelen kommer fra Filippinerne og Ukraine.
Fagforbundet Fag og Arbejde i Varde fik i foråret 2005 kontakt med en ung ukrainsk kvinde, der var blevet smidt ud af sin værtsfamilie, fordi hun havde bedt om fri om lørdagen på en ukrainsk helligdag.
Pigen havde i begyndelsen arbejdet fra kl. 7 om morgenen til kl. 18 om aftenen. Da en bedstemor blev syg, blev pigen flyttet til en anden gård for at passe hende, samtidig med at hun skulle lave mad til op til 12 mennesker, blandt andre landbrugsmedhjælpere.
Betingelser
For at få opholdstilladelse som au pair skal man være mellem 17 år og 29 år, og man må højst udføre huslige pligter mellem tre og fem timer pr. dag. Vedkommende skal have mindst én ugentlig fridag og modtage mindst 2.500 kr. om måneden i lommepenge. Desuden skal au pair-personen have gratis kost og logi i form af eget værelse i værtsfamiliens bolig, fremgår det af Udlændigestyrelsens hjemmeside.