Prop i togtrafik til København
Togtrafikken mellem København og resten af landet er igen på vej mod det normale, efter at en nedfalden køreledning mandag eftermiddag satte en prop i al trafik med intercity- og regionaltog mellem København og Høje-Taastrup.
Køreledningen faldt ned ved Glostrup ved middagstid og spærrede det sidste åbne spor til København, fordi der i forvejen er sporarbejde. Mellem hovedbanegården og Høje-Taastrup kørte kun S-tog. Intercitytogene stoppede i Høje-Taastrup, og passagererne i regionaltogene måtte skifte til intercitytog i Roskilde og igen til S-tog i Høje-Taastrup.
I løbet af eftermiddagen fik Banedanmark repareret køreledningen, og kl. 16,07 var strækningen igen åben for trafik. Men resten af mandagen var der udsigt til forsinkelser, oplyser pressevagt Lisbeth Ligaard, Banedanmark.
/ritzau/