Ny telefonrådgivning om gift
Hvert år bliver næsten 10.000 danskere indlagt med en forgiftning, og omkring 500 dør. Nogle bliver forgiftet af stofmisbrug, andre kommer ved et uheld til at drikke eller spise gift.
Især børn kommer ofte i hjemmet til at drikke husholdningsmidler eller spise piller.
Først nu får Danmark en døgnbemandet giftrådgivning, Giftlinjen.
- Lande, som vi normalt sammenligner os med, har haft giftrådgivning i mange år. Til gengæld mener jeg, at den rådgivning, vi nu tilbyder, er bedre. Vi har også sygeplejersker tilknyttet giftlinjen. Det sikrer, at brugerne får rådgivning, de kan forstå, og ikke bliver mødt af eksperter, som snakker hen over hovedet på dem, siger Peter Skanning, som er overlæge på Bispebjerg Hospital og talsmand for Giftlinjen.
Giftlinjens nummer er 82 12 12 12.
/ritzau/