Flere angreb på offentligt ansatte
En arbejdsdag krydret med et par på kassen, et kvælertag om halsen eller et spark i ryggen bliver mere og mere almindeligt for socialrådgivere, parkeringsvagter, sygeplejersker, politibetjente og andre offentligt ansatte.
Antallet af anmeldelser om vold mod offentligt ansatte er eksploderet det seneste par år. Sidste år blev der anmeldt ikke færre end 2.931 tilfælde mod 1.877 i år 2000, skriver JydskeVestkysten.
Og stigningen fortsætter i år. I løbet af årets to første kvartaler har politiet allerede modtaget 1.522 anmeldelser mod 1.352 i samme periode sidste år.
Ifølge Politiforbundet er det især politibetjente, der står forrest i rækken, når vrede borgere deler øretæver ud. Omkring 70 procent af anmeldelserne stammer fra politifolk, som har været udsat for vold, mens de udførte deres arbejde.
- Vi ved ikke om den voldsomme stigning skyldes, at betjentene i mindre grad accepterer at få en på lampen, blot fordi de har uniform på, eller om vi rent faktisk bliver udsat for mere vold, siger forbundssekretær Flemming Olsen, som sammen med sine kollegaer i de andre nordiske lande er ved at undersøge, om det er et fælles nordisk problem, og hvad man i så fald kan gøre ved det.
Hos Dansk Socialrådgiverforening mener formand Henning Breinholt at der er sket en generel forråelse i samfundet, og at det er skyld i de mange voldsanmeldelser.
JP