Præster protesterer mod højere husleje
To ud af tre af landets præsteboliger skal nyvurderes, så huslejen i højere grad svarer til markedsværdien. Det har vakt uro blandts landets præster. Flere vil gå rettens vej. Kirkeministeren giver biskopperne skylden.
En del præster er meget utilfredse med, at de nu skal betale næsten samme husleje som andre mennesker.
Kirkeministeriet nyvurderer i disse måneder præsteboligerne efter markedsniveau, og de nye huslejer får præsterne til at reagere.
Mindst én præst har allerede sagt op i protest, og op til 20 præster går ifølge Præsteforeningen med lignende planer. Samtidig har en gruppe præster hyret en advokat for at undgå huslejestigninger.
Præsterne er vant til at betale en husleje på 2.600-2.700 kr. om måneden, i hovedstaden dog 1.000 kr. mere. Men kirkeminister Bertel Haarder (V) har bebudet, at 1.358 ud af landets knap 1.800 præsteboliger skal nyvurderes, så huslejen svarer til det øvrige lejeboligmarked minus 30 pct. Rabatten skyldes præsternes boligpligt.
De første 211 præster har nu fået besked om deres fremtidige husleje, og det mærkes tydeligt i Præsteforeningen:
»Vi får frygtelige mails fra vore medlemmer, der fortæller, at de bliver sat op med 50-60-80 pct. - endda med meget kort varsel. Det er noget, der snart kan vælte en privatøkonomi,« siger foreningens formand, Helle Christiansen.
Mindst én præst har sagt op, fordi hun finder sin nye husleje urimeligt høj, og flere planlægger samme skridt.
»Det er svært at sige, om det er 5, 10 eller 20 af dem, der truer med at sige op, som også gør det, men mange overvejer det. Det er dog ikke let at få et andet job, hvis man er uddannet teolog,« forklarer Helle Christiansen.