Galathea er klar til at sejle igen
Tirsdag lykkedes det teknikerne at lokalisere den fejl, der har generet ekspeditionsskibet Vædderen. Dermed kan Vædderen og Galathea-ekspeditionen stævne ud på den planlagte jordomrejse tirsdag aften.
Fejlen viste sig at skyldes en løs såkaldt O-ring, en lille tætningsring af gummi, som lå løs. Den var røget ud et sted i det hydrauliske system, og en anden lignende ring var beskadiget. Disse problemer var årsagen til, at Vædderen ikke kunne holde trykket oppe, når der blev sat fuldt blus på maskinen.
Vædderen og Galathea-folkene fortsætter nu togtet mod Færøerne med et par døgns forsinkelse efter at have ligget i dok i Stavanger i Norge for at finde fejlen.