Forsvaret skruer op for charmen
Bedre kommunikation med de pårørende skal reducere flugten af soldater fra forsvarets internationale opgaver - samtidig skal specielt civile mekanikere, montører og kokke m.fl. lokkes med kortere udsendelser og livslang ansættelse.
Forsvaret vil gøre noget ved, at langt flere soldater flygter fra forsvarets internationale opgaver end oprindeligt forventet.
Op i mod 20 pct. falder fra, inden de har færdiggjort den otte måneders forberedende reaktionsstyrkeuddannelse (HRU) efter fire måneders værnepligt.
Samtidig forlader flere officerer og fastansatte soldater end sædvanligt i disse år forsvaret. Mange vil ikke flytte deres familier og flytte fra øst til vest.
I et forsøg på at afhjælpe problemerne satser forsvarsledelsen nu på en flerstrenget strategi, der både skal holde på flere af de flygtende og tiltrække nye og specielt folk med en savnet faglig baggrund (f.eks. motormekanikere, kølemontører, sygeplejersker og kokke).
Specialistmanglen kan i yderste konsekvens betyde, at de udsendte styrker i f.eks. Afghanistan og Irak ikke får repareret medbragt materiel.
Pårørende
På den første front vil man i fremtiden bl.a. forsøge med meget mere og tidligere direkte kontakt med soldaternes bekymrede pårørende.
»Vi vil blive bedre til at vise omsorg og forståelse for forældre og kæresters bekymringer,« forklarer chefen for Forsvarets Personeltjeneste, generalmajor Jens Frandsen.