Brugbare krigsskibe sælges for en slik

Litauen får tre danske Standard Flex-skibe for fem pct. af nyprisen, skønt de kunne have sejlet videre mindst 20 år.

Tre af søværnets 14 forholdsvis nye Standard Flex-krigsskibe ser nu ud til at ende som kystvagtskibe i Litauen for en slik.

Udfasningen af krigsskibene, der for 10 år siden blev beskrevet som revolutionerende i deres konstruktion, er en konsekvens af forsvarsforliget fra 2004.

25 mio. kr. er den beskedne pris pr. enhed, som søværnet har bedt de nye, men fattige NATO-fætre på den anden side af Østersøen om at betale for skibene, der blev produceret og sat i søen af forsvaret i tiåret frem til 1996. Skibene var forventet i drift i mindst 30-40 år, men søværnets opgaver er skiftet.

Prisen meldes kun lige tilstrækkelig til at finansiere selve klargørelsen af skibene Flyvefisken, Hajen og Lommen inklusiv montering af kran til gummibåd og kanon, som litauerne har udtrykt ønske om. Til forsvarets kronisk slunkne kasse bliver der næppe nogen penge tilbage, selv om skibene i sin tid kostede ca. 450 mio. kr. pr. nybygget enhed inklusiv forskelligt udstyr, der siden er blevet udskiftet og moderniseret.

Overfyldt marked

»Vi forhandlede med flere lande, bl.a. Saudi Arabien, Bulgarien, Grækenland, Finland og Estland om en overtagelse. Men af forskellige årsager var det kun Litauen, der endte med at være interesseret,« fortæller projektansvarlig hos Søværnets Materielkommando, orlogskaptajn Peter Mols.

Den opnåelige pris syner ikke af meget, men som orlogskaptajn Mols siger, er det internationale marked for brugte krigsskibe overfyldt efter Berlin-murens fald. Tilbage i 1990'ene blev netop det danske skibskoncept ellers prist til skyerne også internationalt, bygget som Standard Flex'erne var i glasfiber og med udskiftelige moduler. På få timer kunne skibets konfiguration ændres fra egentligt krigsskib med kanoner og f.eks. avancerede seasparrow-missiler over f.eks. en minerydningsenhed til en forureningsbekæmpelsesrolle. Optimistisk blev det vurderet og fortalt politikerne, at skibene trods deres store etableringsomkostninger sandsynligvis ville betale sig selv hjem som eksportvare. Der meldte sig imidlertid aldrig konkrete købere.

Hovedårsagen til udfasningen af Standard Flex-skibene var, at de var projekteret til en koldkrigsverden, hvor det gav mening at føre krig i den bølgemæssigt rolige Østersø.

Utidssvarende

Standard Flex'erne er i dag så tungt lastet med udstyr, at man dårligt tør lade dem sejle over Biscayen og til nutidens brændpunkter i Mellemøsten i stormsæsonerne. Også forsyningsmæssigt er de utidssvarende og dårligt værd at sende langt bort, simpelthen fordi de hverken brændstofmæssigt eller hvad angår levnedsmidler kan opholde sig mere end nogle få dage på søen ad gangen, før der skal genforsynes.

Tre skibe ribbet

Mens tre skibe altså ventes solgt til Litauen som følge af det seneste forsvarsforlig, blev et fjerde, Sværdfisken, ligesom Flyvefisken og Hajen i al ubemærkethed allerede lagt op og »kannibaliseret« for mulige reservedele for tre år siden. Altså lang tid før politikerne besluttede og tillod udfasning af i alt fire Standard Flex'er. Det skete ifølge Peter Mols, fordi søværnet alligevel ikke rådede over tilstrækkeligt med personel til at kunne holde så mange Standard Flex'er sejlende.

Sværdfisken er nu i en så dårlig vedligeholdelsesstand, at søværnet helt har opgivet at klargøre det med henblik på salg. I stedet betales værftet i Assens 500.000 kr. for ophugning.

mads.stenstrup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.