Fortsæt til indhold
Indland

Ingen spor efter drabsmistænkt

En måneds international efterlysning har ikke givet nye spor i opsigtsvækkende sag.

Det er en måned siden, at Justitsministeriet udstedte en europæisk arrestordre på den 27-årige Omar Hassan Sheik Muse, som mistænkes for at stå bag et opsigtsvækkende drab på den 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere.

Men til trods for den internationale bevågenhed er politiet ikke kommet tættere på at anholde den drabsmistænkte.

Det oplyser Jens Møller, vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi, til Jyllands-Posten.

"Selv om han efterlyses i det meste af verden, er vi ikke blevet specielt meget klogere på, hvor han er, og der er desværre ikke noget nyt af betydning i efterforskningen," siger Jens Møller.

Tre løsladt efter sigtelse

Jonas Thomsen Sekyere blev stukket ihjel med et knivstik i hjertet på baren "Bakken" i Kødbyen på Vesterbro den 17. november.

Sagen har vakt opsigt, fordi den jurastuderende var meget vellidt og ikke umiddelbart kunne kobles til nogle konflikter.

I første omgang anholdt politiet tre unge og sigtede dem for medvirken til drab, men beviserne var svage, og politiet løslod de tre for over en måned siden.

Siden har politiets fokus alene været rettet mod Omar Muse, men endnu har man altså ikke fundet frem til ham.

Hører mange ting

"Det er jo ikke sådan, at der går nogen og leder efter ham. Det kræver, at han rejser og flytter sig over nogle grænser, hvor han kommer i kontakt med offentlige myndigheder," siger Jens Møller.

Har I nogen mistanke om, hvor han befinder sig henne?

"Nej, det har vi ikke. Vi hører mange forskellige, mærkelige ting, men hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, det har vi ingen vurdering af," siger drabschefen i Københavns Politi.

Ikke mange henvendelser

Det er da heller ikke væltet ind med oplysninger i sagen, fortæller Jens Møller.

"Der kom nogle i starten, men så er det ebbet lige så stille ud. Så vi er ikke blevet meget klogere," siger han.

Herhjemme mangler politiet da også kun at få svar på nogle enkelte tekniske undersøgelser, før man løber tør for efterforskningsskridt

"Derfor vil vi meget gerne høre fra borgere, der må ligge inde med oplysninger. Jeg tror, der må være nogen derude med en konkret viden, eller som siden hen har hørt nogle ting og sager, og dem kunne vi da godt tænke os at høre fra," siger Jens Møller.