Eftersøgt kvinde fra opholdssted fundet død
Den 61-årige Mona Lise Nielsen, der blev efterlyst for godt tre uger siden, er fundet død i en grøft.
Politiet har fundet liget af den 61-årige Mona Lise Nielsen, der blev efterlyst i sidste måned, efter at hun til fods havde forladt sit opholdssted i Sakskøbing.
Mona Lise Nielsen blev fundet mandag eftermiddag i en grøft ved en jernbane i udkanten af byen.
Savnet siden 24. oktober
- Det er en borger, som sidder i et tog, der ser hende ligge i grøften, mens toget kører langsomt forbi, siger Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing Falster.
Mona Lise Nielsen har været savnet siden 24. oktober, og politiet formoder, at hun har ligget i grøften siden kort tid efter sin forsvinden.
- Det er en halvdyb grøft, der ligger afsides, hvor der ikke rigtig kommer nogen mennesker. Hun har muligvis forvildet sig lidt rundt og så faldet ned i grøften og har ikke kunnet komme op igen, siger Arne Holdensen.
Mona Lise Nielsens familie er underrettet.
Ritzau