Salg af smykker endte med røveri
Et yngre par, der ville sælge et smykke gennem Den Blå Avis, blev fredag udsat for røveri.
Et yngre par blev fredag udsat for røveri i deres eget hjem i Gustav Adolfs Gade på Østerbro i København.
- Gennem Den Blå Avis havde de sat nogle smykker til salg, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Sajjad Haider.
Parret lavede en aftale med en mulig køber, der fredag eftermiddag dukkede op i lejligheden for at se på et smykke.
Truede med at skyde
- De står og taler i lejligheden, da kunden pludselig trækker en pistol. Han truer med at skyde og får udleveret et smykke til 35.000 kroner, siger Sajjad Haider.
Da kunden, som altså viste sig at være røver, havde fået smykket, stak han af i ukendt retning.
Han beskrives som ca. 25 år, 170-175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han havde brune øjne, der sad langt fra hinanden, og et ansigt, der var bredt foroven og smalt forneden.
Fredag var han iført en kort turkis jakke, der var let skinnende, lyse cowboybukser, en lysblå kasket og hvide Adidas-sko.