Foreløbig 38 anholdte i Sandholmlejren
Danmarks største asylcenter udgør scenen for kæmpestor politiaktion, der retter sig mod narkohandlere.
En storstilet politiaktion fra morgenstunden i Sandholmlejren i Nordsjælland har foreløbig resulteret i 38 anholdelser.
Det oplyser vicepolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi til Jyllands-Posten.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger deltog over 100 betjente i ransagning, der begyndte ved femtiden i morges.
Måske flere end 38 anholdte
Betjentene ankom i tre hundevogne, tre transportvogne, en kommandostation, 12-15 gruppevogne og ukendt antal civile og mærkede patruljevogne, oplyser Ritzau Tv.
Ved nitiden var aktionen stadig i gang i Sandholmlejren, som med 600 beboere er Danmarks største asylcenter.
"Foreløbig er der tale om 38 anholdelser, men vi er som sagt endnu ikke færdig med aktionen," siger vicepolitiinspektør Flemming Drejer.
Mistanke om narkohandel
Han oplyser, at aktionen blev igangsat, fordi politiet i den senere tid har fået underretninger om, at beboere på asylcentret havde gang i kriminelle aktiviteter, primært narkohandel.
I forbindelse med ransagningen har politiet dog kun fundet mindre mængder narkotika, oplyser Flemming Drejer.
"Vi har samlet op på nogle konkrete mistanker, vi har haft i det seneste stykke tid. Vi har hørt, at enkelte personer udnyttede asylsystemet til at drive narkohandel, hvilket også har været omtalt i medierne," siger Flemming Drejer.
Han understreger, at politiet med det store opbud af betjente ikke har haft noget ønske om at få aktionen til at se "voldsom" ud.
"Vi har ransaget en lang række værelser, og vi arbejder et sted, hvor der er mange enkeltrum," forklarer chefpolitiinspektøren.