Racistisk kriminalitet i stigning
Antallet af racistisk motiverede forbrydelser steg med 125 procent sidste år. Og 2006 ser ud til at nå mindst samme højde som 2005
Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende søndag.
For med 39 forbrydelser indtil videre er der ikke langt til de 81 fra sidste år.
Tallene stammer fra Politiets Efterretningstjenestes registrering, og vicepolitimester Vibeke Christensen bekræfter et øget aktivitetsniveau på den ekstreme højrefløj.
Sidste lørdag blev en tilfældig mand i Holte overfaldet, og tidligere på året modtog 130 nordjyder med anden baggrund end dansk trusselsbreve med posten.
Og det er sådanne forbrydelser, der indgår i statistikkerne.
Ali Nicolaisen er rådgiver i Dokumentations- og rådgivningscentret om Racediskrimination. Han mener, at en af årsagerne til de mange forbrydelser kan være diskriminerende udtalelser i medierne, og at politikerne har et stort ansvar i den forbindelse.
JP