Ekspert: Allergitest spild af penge
En ny hjemmetest for allergi er kommet på markedet, men den er stort set ubrugelig, mener allergiekspert.
Et lille prik i fingeren ved bordet hjemme i køkkenet, og en halv time senere er der svar. Endnu en hjemmetest har set dagens lys. Det nye produkt kaldet Imutest Allergikontrol giver mulighed for at teste, om man har allergi. Men det er spild af penge, mener en ekspert:
»Hvis testen viser, at man er positiv, siger det i virkeligheden ikke noget, for man kan godt have allergi uden at have symptomer. Så den kan ikke bruges til noget,« siger klinikchef på Rigshospitalets Allergiklinik, Hans-Jørgen Malling.
Ved hjælp af en blodprøve, som man selv foretager med en fingerprikker, er det muligt at bestemme, om en person har dannet unormalt mange allergi-antistoffer. Det er et klart signal om, at man har udviklet en allergi eller har en stor risiko for at gøre det. Det er faktisk tilfældet for 40 pct. af landets befolkning, men kun halvdelen vil på et tidspunkt få symptomer som eksempelvis høfeber eller eksem. Derfor er den nye hjemmetest utilstrækkelig.
Vejledning hos lægen
»Den kan ikke stå alene, men skal holdes sammen med en persons sygdomshistorie og symptomer. Der skal en form for vejledning til, og den får man hos lægen, så man skal alligevel af sted, hvis man skal finde årsagen til allergien,« siger Hans-Jørgen Malling.