Overordnet: Majoren kendte til dummebøder
Oversergent bekræfter dummebødekassens eksistens og siger, at den tiltalte major må have kendt til den.
En oversergent fra militærpolitiet vidner onsdag mod majoren EB, som er tiltalt for at stå bag en dummebødekasse i Camp Bastion i Afghanistan.
- Første gang, jeg hører om bøderne helt konkret, er i forbindelse med en afhøring i en tyverisag. Der fortæller den sigtede mig, at man skal betale penge, hvis man laver en fejl, siger vidnet SU.
Stridende forklaringer
SU færdedes ofte blandt de 139 soldater, som EB var kompagnichef for.
Dermed stritter SU's forklaringer imod den 37-årige EB's forklaring.
- Jeg var til et morgenmøde på et tidspunkt, hvor EB talte om nogle forseelser. Han sagde, at folk ville komme til at betale for det. EB var selvfølgelig træt af forseelserne, og det var nok hans måde at klare det på, siger SU.
EB nægter, at man har udstedt bøder til soldater, som eksempelvis var faldet i søvn på en vagt eller affyrede vådeskud, i stedet for at indberette forseelserne via de officielle kanaler.
Anklager afviser
Men direkte adspurgt af sagens anklager, auditør Peter Rask, afviser SU, at et dummebøde-system kunne eksistere uden majorens kendskab.
Militærpolitiet opgave er at være politi både for og imod forsvarets medarbejdere.
Oversergenten afhørte således den tiltalte EB i Afghanistan, efter at sagen om dummebøderne begyndte at rulle.
I retten forklarer han, at stemningen i kompagniet ændrede sig markant efter afhøringen, hvor EB - ligesom i dag - nægtede ethvert kendskab til bødekassen.
- Efter afhøringen ville soldaterne ikke længere spise med os og tale med os, når vi var der, siger SU, mens EB sidder med korslagte arme og stirrer på ham.
Under efterforskningen blev der fundet 170.000 kroner i kontanter i teltet hos en af de andre soldater, som tidligere har været sigtet i sagen. Sigtelsen mod ham er dog senere blevet droppet.
Den tiltalte afviser dog, at pengene stammer fra dummebøder. I stedet siger han, at der er tale om overskuddet fra en butik, hvor soldaterne har kunnet købe cigaretter, slik og lignende.
Ritzau