Kvinde overlever altan-styrt
Den 19-årige kvinde, der fredag aften faldt ud over en altan, overlever.
Siden fredag har en 19-årig kvinde været i livsfare, efter hun faldt ud over en altan. Lægerne siger nu, at hun overlever.
"Det ser fornuftigt ud. Pigen er uden for livsfare, vi kan tale med hende, og hendes tilstand er stabil," fortæller overlæge Morten Freundlich fra Intensiv Afdeling på Aalborg Sygehus til tv2.dk.
Ulykken skete fredag aften ved 22-tiden på Vesterbro i Aalborg
Faldt 6-7 meter
En ung kvinde slog alarm og fortalte politiet, at den 19-årige var faldet ud over altanen fra hendes lejlighed og var røget seks-syv meter ned på asfalten.
"Da vi kommer frem trækker hun vejret, men hun har svære skader i ansigtet, den ene lunge er klappet sammen og hendes bækken er formentligt brækket," sagde vagtchefen hos Nordjyllands Politi lørdag til Ritzau.
Politiet vurderer, at den unge kvinde var beruset, da ulykken skete, men de nærmere omstændigheder kendes endnu ikke.
Flyttes tirsdag
"Nu kan vi få et overblik over, om pigen vil få men efter faldet. Det kunne vi ikke undersøge, mens hun lå i respiratoren," siger Morten Freundlich.
Overlægen forventer, at den 19-årige overflyttes fra Intensiv Afdeling til en almindelig afdeling i løbet af tirsdag.