Læge advarer om livsfarlig dille
En børneleg, der involverer kvælertag, har vakt bekymring blandt en større forældregruppe.
På Sejs Skole uden for Silkeborg har en gruppe børn fra 8.-9. klassetrin i en periode leget en særdeles farlig leg, der har fået en række bekymrede forældre til at kontakte skoleledelsen.
Legen går ud på, at børnene tager kvælertag på hinanden, indtil de mister bevidstheden og går i kramper. Dermed opnår de en drømmelignende tilstand, som kan sammenlignes med at tage stoffer, skriver Midtjyllands Avis.
"Det er en dødsens farlig leg, som jeg på det kraftigste må advare imod. I uheldige tilfælde kan tryk på struben få slimhinden i luftrøret til at svulme op og lukke luftrøret. Det behøver ikke ske med det samme, men kan komme minutter eller timer efter," siger læge Birgitte Himmelstrup til Midtjyllands Avis.
Forældre skal tage en snak
Ud over at være læge er Birgitte Himmelstrup også mor til en elev fra et af de store klassetrin. Hun har derfor godt hørt om legen.
Det samme har skoleleder Kristian Mikkelsen, efter at han i pinsen modtog en mail fra 5-10 bekymrede forældre, der enten har børn, som har set de ældre elever gennemføre legen, eller hvis børn selv har medvirket.
Han har sendt en mail til forældrene fra 8.-9. klassetrin om at tage en snak med børnene om legen.
Optagelser på Facebook
Over for Midtjyllands Avis påpeger han dog, at legen formentlig ikke har vundet udbredelse.
"Jeg tror, at legen er blevet udført af ganske få," siger Kristian Mikkelsen fra Sejs Skole.
Det er angiveligt ved badestedet kaldet De Små Fisk, at legen særligt er blevet leget.
Nogle af børnene har sågar lagt videooptagelser af kvælningslegen op på Facebook.