"Den lille Havfrue" får en konkurrent

Lørdag afsløres Helsingørs nye vartegn, skabt af internationalt anerkendt kunstnerduo.

Artiklens øverste billede
Den drømmende "Han" skal fremover skue ud over Øresund fra sin sten på havnen ved Kulturværftet. Foto: Helsingør Kommune

En person, der sidder på en sten og med et drømmende blik stirrer ud over Øresund bliver lørdag afsløret som Helsingørs nye vartegn.

Skulpturen "Han" er kunstnerisk i familie med "Den lille Havfrue" på Langelinie nogle kilometer længere sydpå, men ellers er det så som så med lighederne.

Helsingørs "havfrue" er nemlig en mand, skulpturen hedder "Han", og den er skabt i rustfrist blankpoleret stål af den internationale anerkendte dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset.

International kunstnerduo

Duoen har netop fået sit internationale gennembrud med skulpturen "Powerless Structures, Fig. 101" på Trafalgar Square i hjertet af London, som i folkemunde allerede er blevet døbt "The Rocking Horse Boy".

"Han" er duoens første permanente udendørs skulptur i Danmark. I forvejen er danske Michael Elmgreen med base i Berlin og norske Ingar Dragset, der bor i London, herhjemme repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Louisiana, Horsens Kunstmuseum og Arken.

"Han", der har kostet lidt over tre mio. kr., skal skue ud over Øresund fra en placering på havnen i Helsingør - midt i byens nye kulturområde, der omfatter Kulturværftet, Kronborg Slot og det kommende M/S Museet for Søfart, der i 2013 åbner i det tidligere Helsingør Værfts gamle dok.

Borgmester: Vi er stolte

"Vi er stolte af at kunne præsentere et kunstværk af et sådant format til borgerne og besøgende i Helsingør," siger borgmester Johannes Hecht-Nielsen, som på kommunens hjemmeside kalder skulpturen "i verdensklasse".

"Skulpturen er med til at understrege vores position som en kommune, der tager kunst og kultur seriøst. Samtidig er jeg sikker på, at de fleste af byens borgere vil komme til at sætte stor pris på vores nye skulptur, og jeg tror, "Han" vil blive et moderne samlingspunkt i byen," siger borgmesteren.

Det nye værk har skabt voldsom diskussion i Helsingør, hvor to synspunkter overvejende har domineret: Mange mener, at "Han" bliver en fantastisk attraktion for Helsingør, mens andre har den opfattelse, at skulpturen er en skændsel for byen.

Helsingør i to lejre

På forhånd har "Han" tiltrukket sig stor, international opmærksomhed - især i britiske medier og tidsskrifter samt på internettet, hvor Elmgreen & Dragset roses som kunstnere af international kaliber.

"Han" bliver afsløret lørdag den 2. juni kl. 16 på Allégade 2 i Helsingør på forpladsen ved Kulturværftet. Kulturminister Uffe Elbæk, formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, Søren Jensen, borgmester Johannes Hecht-Nielsen og kulturudvalgsformand Malene Carmel taler.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen